Hjemme er myg sjældent et større problem. De kan være irriterende, når vi sidder en sommeraften og drikker dagens sidste glas rosé under åben himmel. Det er det.

Men en kort køretur fra København på den anden side af Øresund, har vores svenske naboer i Region Skåne nu fundet en myg, der er berygtet for at sprede den potentielt dødelige sygdom Vest-Nil-virus. 

Det får både svenske og danske eksperter til at råbe op.

Culex modetus – nil-febermyggen – er ikke normalt hjemmehørende så langt nordpå, men i takt med at klimaforandringerne presser temperaturen op, giver det myggen større mulighed for at afprøve nye territorier.

»Vest Nil-virus er endemisk i tropiske lande, men Sverige er 1,5 grader varmere og 10 procent vådere, end det var i 1990erne,« siger lektor i virologi ved Lunds Universitet, Gülsen Özkaya Sahin, til Aftonbladet.

Vest Nil-virus kan føre til en potentielt livstruende hjernebetændelse, skriver Netdoktor.

Det er dog langt de færreste ofre for febermyggen, der møder så grum en skæbne. 90 procent af de personer, der smittes med virussen, oplever nemlig ingen symptomer. 

Dem der får symptomer, vil for det meste kun opleve influenza-lignende symptomer. 

Alligevel advarer myggeekspert, Thomas Pape, der er ekspert i insekter og myg på Københavns Universitet om de eksotiske insekter, skriver Ekstra Bladet.

»Vi bør generelt bare have en bedre overvågning af myggene og en regelmæssig testning, så vi er beredte. Det er ikke alarmerende endnu, men det er derfor, vi skal handle nu, så det ikke ender med at blive alarmerende. Jeg forstår ikke, at der ikke er afsat flere ressourcer til det,« siger han

I 2023 blev der registreret 965 tilfælde af Vest-Nilfeber blandt mennesker, herunder 73 dødsfald, i Europa, fortæller Dagbladet. 

Det nordligste tilfælde var i Tyskland. 

Gülsen Özkaya Sahin fortæller til mediet, at der endnu ikke er fundet tilfælde af Vest-Nilfeber i Sverige, men at man udelukkende har fundet myggen, der kan bære sygdommen.