Et par østeruopæiske mænd udnytter coronakrisen på deres helt egen måde.

Som et par tegnefilms-forbrydere har de nemlig set muligheder i mundbinds-påbuddet og bruger det nu som en del af uniformen, når de går på rov i nordsjællandske byer.

Sjællandske Medier beretter om deres færd.

De to mænd går - iført mundbind - ind i forretninger 'forklædt' som almindelige kunder.

Den ene mand går så op til disken med et bykort eller andet slags papir og begynder at stille den butiksansatte en række spørgsmål.

Mens den ene altså afleder den butiksansattes opmærksomhed, stjæler den anden mand forretningens telefon, som ofte ligger under kortet på disken.

Sjællandske Medier skriver, at det i den seneste uge er gået ud over butikker i blandt andet Helsingør, Hillerød og Hornbæk - og at mundbinds-banden hver gang er gået efter butikkernes mobiltelefoner.

»Den ene mand tog et kort over Helsingør frem og lagde på disken. Han blev ved med at spørge, hvor min forretning lå. Jeg skrev adressen på kortet, hvorefter de gik igen. Efter 5-6 minutter lagde jeg mærke til, at min telefon var væk. Mens min opmærksomhed var på at snakke med den ene mand, havde den anden taget sin hånd under kortet og stjålet min telefon,« fortæller indehaveren af Royal Cut i Helsingør Yusuf Youssef til Sn.dk.

De to mundbinds-klædte mænd er stadig på fri fod.

Kender du noget til mundbinds-banden så skriv til krdn@bt.dk.