Old Irish Pub på Vesterbrogade har søndag morgen fået besked om, at en af pubbens gæster er blevet testet positiv for coronavirus.
Gæsten besøgte pubben fredag 17. juli og blev i dag – søndag 26. juli – testet positiv.
»Vi fik beskeden klokken ni her til morgen. Den er sendt af en bekendt til den smittede, og vi har hverken kunnet komme i kontakt med afsenderen eller ham, der er smittet,« siger PR- og marketingchef hos Old Irish Pub Kasper Toft Jørgensen.
Derfor har pubben også ventet til søndag eftermiddag med at melde ud, at der har været et smittetilfælde.
»Vi har ikke kunnet få det bekræftet, så vi ved jo ikke med sikkerhed, at det er sket,« siger Kasper Toft Jørgensen.
Dog har han nu skrevet på pubbens Facebook-side, at den fredag 17. juli havde en gæst, der er blevet testet positiv.
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at skabe trygge rammer for vores gæster,« siger Kasper Toft Jørgensen og fortsætter:
»Vi har lukket dansegulvet, har sprit stående på bordene, vi tager kun imod kortbetaling og lukker kun 50 procent af vores kapacitet ind.«
Kasper Toft Jørgensen oplyser, at pubben ikke har været i kontakt med sundhedsmyndighederne i forbindelse med det aktuelle smittetilfælde.