Østjysk Motorvej fra Fredericia mod Skærup blev mandag morgen ramt af et uheld, der efterfølgende skabte massiv kø.

Den kø er nu afviket og trafikken er nu normal, fortæller P4 Trafik Syddanmark.

Ifølge vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi er der tale om en ulykke mellem en tankbil med olie og en varebil.

En person kom til skade i ulykken, fortæller vagtchef Klaus Hansen ved politiet til Ritzau.

»Tankbilen bliver påkørt bagfra af en varebil, og i den forbindelse kommer en person til skade,« siger han.

Køen endte med at blive helt op til fire kilometer, fortalte den vagthavende hos Vejdirektoratet, Brit Osted Nielsen. Der var på et tidspunkt helt op til cirka 45 minutters forsinkelse på strækningen.

»Da ulykken skete, kom der ingen kø, fordi det var så tidligt, men nu er morgentrafikken begyndt, så det forklarer den lange kø,« udtalte hun.