Søndag klokken 11.25 modtog Morten Fruergaard en mail fra Skattestyrelsen. I mailen stod der, at han havde fået ny post på skat.dk, og han skulle logge på TastSelv for at læse mere.

Som sagt så gjort.

For mailen i sig selv var der nemlig intet odiøst i. Det var hverken en spammail eller et forsøg på at svindle ham. Afsender var Skattestyrelsen, og han havde rent faktisk modtaget post i sin TastSelv-indbakke på Skat.dk.

Få minutter senere modtog Morten Fruergaard endnu en mail fra Skattestyrelsen, og minutter senere tikkede en mail mere fra Skattestyrelsen ind i hans indbakke. Beskeden i begge mails var den samme: Du har post i din TastSelv-indbakke.

Men trods den tilsyneladende store mængde post, som Skattestyrelsen ville orientere Morten Fruergaard om, at han havde i sin TastSelv-indbakke, så var der ikke kommet nye beskeder i indbakken. Kun den ene, som han altså blev orienteret om søndag klokken 11.25.

Heller ikke, da han igen få minutter senere modtog endnu en mail fra Skattestyrelsen, eller da han mandag morgen modtog mail nummer 150 fra Skattestyrelsen, hvori de påstod, at han havde ulæst post i sin TastSelv-indbakke.

Trods de 150 mails fra Skattestyrelsen havde Morten Fruergaard kun modtaget en besked i sin TastSelv-indbakke.

»Det er da træls, at jeg har modtaget så mange mails. Jeg satte mig ned og slettede dem i morges, og der talte jeg 150, og så har jeg modtaget flere siden,« siger Morten Fruergaard, der anslår, at han nu har modtaget mere end 200 mail fra Skattestyrelsen.

»De kommer sådan fast. Der kommer en mail, så går der tre minutter, så kommer der en mail. Så går der syv minutter, så kommer der en mere, og så går der måske 10 minutter, og så modtager jeg en igen. I gennemsnit har jeg modtaget en mail fra Skattestyrelsen hvert syvende minut det seneste døgn,« siger han.

Det betyder også, at Morten Fruergaards telefon har bippet godt og vel hvert syvende minut det seneste døgn på grund af de mange mail, som han har modtaget.

»Og så risikerer jeg jo også, at mine arbejdsmail drukner i de mange mail, som jeg modtager fra Skattestyrelsen,« siger han.

Har du selv taget kontakt til Skattestyrelsen?

»Nej, ikke endnu, men det ville jeg gøre inden længe. Men det kan jo heller ikke være rigtigt, at jeg skal sidde i telefonkø i en halv time, når de har lavet en fejl,« siger han videre.

Og det slipper han tilsyneladende også for.

B.T. har nemlig været i kontakt med Skattestyrelsen, der beklager og oplyser, at Morten Fruergaard desværre ikke er den eneste, der har modtaget de mange mail.

»Ved en beklagelig fejl har vi sendt en lang række enslydende mail til i alt 661 virksomheder, om at der ligger et svar til dem i TastSelv på deres ansøgning om rentefrie momslån. Vi har rettet fejlen, så de berørte virksomheder ikke modtager flere mail,« skriver underdirektør Johanne Lykke Aggergaard i en mail og tilføjer:

»Jeg er klar over, at det er til gene for virksomhederne, når de på den måde bliver oversvømmet af enslydende mail fra os, og derfor skal jeg være den første til at beklage de ulemper, som det har medført.«