Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, takker på Facebook dem, der har sendt ham hilsner efter hans søsters død.

Han vendte torsdag tilbage til Folketinget, efter at hans søster blev fundet dræbt af knivstik den 15. november.

'Sorg er prisen, vi betaler for kærlighed.'

'I dag vendte jeg tilbage til arbejdet på Christiansborg. Om det, der er hændt min familie, har jeg kun to ting at sige. Dels mine ord fra Folketingets talerstol i dag.'

'Og derudover til jer alle, der har skrevet, ringet og sendt hilsener: Tak,' skriver Morten Messerschmidt på det social medie.

Morten Messerschmidts søster blev dræbt natten til fredag den 15. november. En person er sigtet for drab på søsteren samt en anden kvinde. Personen, en 39-årig mand, har erkendt vold med døden til følge, men ikke drab.

Fra Folketingets talerstol sagde Morten Messerschmidt torsdag:

»Jeg har fået tilladelse fra formanden til at sige en varm tak for alle de hilsner, tanker og blomster, der i den seneste tid er strømmet til min familie.«

»Det har betydet uendeligt meget for hele familien og viser, at der ud over de politiske uenigheder også her på Christiansborg findes et grundlæggende kammeratskab og en medmenneskelighed, selv når det umenneskelige viser sit ansigt.«

»Det har varmet og rørt os. Og derfor vil jeg gerne på min families vegne sige en dybfølt tak til alle, der har vist os venlighed.«

/ritzau/