Morten Jersie Nielsen var blot 22 år gammel, da han første gang fik den diagnose, som flere frygter: kræft.
'Heldigvis' blev han dengang diagnosticeret med testikelkræft, der først kan diagnosticeres helt, når man allerede er under kniven.
Så da Morten Jersie Nielsen vågnede fra narkosen, fik han sammen med sin kræftdiagnose at vide, at kræften var fjernet.
Ugerne efter operationen brugte Morten Jersie Nielsen derfor på at være sammen med sine pårørende og på at tænke fremad, men da han cirka to uger efter operationen var alene for første gang, knækkede filmen:
»Der brød jeg grædende sammen, fordi der gik det lidt op for mig. Nu var der ikke nogen pårørende, som jeg skulle vise omsorg imens,« siger han og fortsætter:
»Det var først der, at jeg havde nogle af de tanker, der måske er sunde for en at have.«
Efter sin første kræftsygemelding fik Morten Jersie Nielsen at vide, at der kun var to procent sandsynlighed for, at kræften kom igen. Han slog det derfor hurtigt ud af hovedet og forsøgte i stedet at nyde livet – så godt som muligt.
Det kom derfor som et stort chok, da han til et rutinetjek fire år efter sin første kræftsygemelding igen blev diagnosticeret med kræft – blot 26 år gammel.
Her fandt Morten Jersie Nielsen samtidig ud af, at den form for kræft, han havde som 22-årig, var 'non-seminom', der er en mere aggressiv kræfttype, hvor sandsynligheden for tilbagefald er større.
»Jeg blev meget ked af det, da jeg fandt ud af det. For jeg har hele tiden tænkt, at der kun var to procent sandsynlighed for tilbagefald, derfor fik jeg en stor klump i halsen, da de ringede til mig,« fortæller han.
Denne gang var kræften placeret i en lymfeknude tæt på nyren, og Morten Jersie Nielsen blev derfor nødsaget til at skulle igennem et ni uger langt kemoforløb – blot fire dage efter, at han var startet i sit første fuldtidsjob.
»Det var meget svært, også fordi man jo gerne vil vise sig fra sin bedste side, men min arbejdsplads var meget forstående« siger han og fortsætter:
»Jeg havde det meget dårligt under mit kemoforløb, hvor jeg konstant havde kvalme og var meget træt. Jeg kunne næsten ikke tømme opvaskemaskinen uden at tabe pusten.«
Heldigvis virkede kemoen, som den skulle – og kræftknuden gik fra at måle 54 millimeter til at måle 21 millimeter.
I slutningen af oktober 2025 fik Morten Jersie Nielsen opereret den sidste del af kræften ud – og kan nu se frem til endnu et fem år langt forløb fyldt med efterkontroller.
»De fik fjernet al kræften under operationen, men jeg kan først kalde mig officielt kræftfri, når den her periode på fem år er overstået igen,« lyder det fra Morten Jersie Nielsen, der trods sine kræftdiagnoser ser positivt på fremtiden.
Alligevel planlægger han allerede nu at sørge for at svinge forbi sin læge til årlige sundhedstjek resten af livet, så han kan fange eventuelle sygdomme i god tid.
Ifølge formand for Forum For Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen, lægger mænd vejen forbi deres praktiserende læge hele 30 procent mindre end kvinder.
Derfor kommer Morten Jersie Nielsen også med en klar opfordring til andre om at tage deres sundhed seriøst og sørge for at gå til lægen:
»Jeg ønsker ikke, at der er nogen, der skal igennem det, jeg har været igennem, hvis det kan undgås.«
