Nu er det nok.

36-årige Trine Leth Sørensen er mor til tre børn. Alligevel smøger hun ærmerne op og går aktivt ind i kampen mod mænd, der begår voldtægtsforsøg eller overfalder kvinder i hendes hjemby.

»Det er skræmmende og ærgerligt, at folk ikke kan gå i byen uden at kigge sig over skulderen,« siger hun.

Hun går nu i aktion efter flere seksuelt betonede overfald på kvinder om natten i Hobro, hvor hun bor med sin mand og børn.

Siden februar 2019 har der været fem seksuelle overgreb på kvinder i byen, og gerningsmanden-/mændene er stadig på fri fod.

Senest skete der et voldtægtsforsøg på Store Torv natten til 9. oktober, hvor en 20-årig kvinde blev holdt fast og afklædt af tre mænd.

»Det toppede sidste weekend, hvor tre fyre overfaldt en kvinde. Men de andre overfald er foregået over en lang periode. Så der er brug for at gøre noget,« siger hun og tilføjer:

»Man skal jo kunne gå rundt i sene tider uden at frygte det værste og hele tiden kigge sig over skulderen.«

Som reaktion på de mange overgreb har familiemoren taget initiativ til at danne en ny gruppe af Natteravnene.

Sammen med andre frivillige skal hun patruljere om natten i den nordjyske by.

»Jeg har valgt at samarbejde på tværs med både politiet og det lokale diskotek nede i byen, så vi kan bruge hinanden,« siger Trine Leth Sørensen og fortsætter:

»Det er den måde, jeg vil gøre det på, og jeg er ikke klar over, om man har samme samarbejde i andre byer.«

Trine Leth Sørensen har ellers nok at se til på hjemmefronten.

For tiden er hun hjemme på barsel med datteren Zoey på to måneder.

Sammen med sin mand har hun også sønnen Felix på tre år og en bonussøn, Benjamin, der er 15 år.

Du er jo mor til tre børn. Hvordan har du så overskud til at tage ud om natten og holde øje med, hvad der sker inde i byen?

Her ses Trine Leth Sørensen med sønnen Felix på tre år. Foto: Privat.
Her ses Trine Leth Sørensen med sønnen Felix på tre år. Foto: Privat.
Vis mere

»Det skal jeg heller ikke hver weekend. Det foregår sådan, at vi er en ret stor skare af frivillige, så det bliver delt ud via vagtplan, hvornår man er på vagt om natten. Så jeg kommer ikke til at trække læsset alene,« siger hun.

Og heldigvis er der en ret stor gruppe af beboere, der bakker op om familiemorens initiativ.

»Hvis jeg selv skulle stå for det hele, så havde jeg givet op fra starten af. Men jeg er glad for, at mange støtter op om det her,« slutter Trine Leth Sørensen.

Nu må tiden vise, om initiativet sætter en stopper for de mange overfald på kvinder.