Der var gået tre måneder, siden Lisa Næblerød havde fået beskeden, alle mødre frygter.
Hendes 18-årige datter Cecilie Næblerød, bedre kendt som Cille, var blevet stukket ihjel med en kniv af sin egen ekskæreste, som hun tre dage forinden havde slået op med. Og så endda til en fastelavnsfest på sit eget gymnasium.
For at komme væk fra hjembyen Aalborg og den tragiske hændelse havde Lisa Næblerød inviteret sine to (tilbageværende) børn, Cilles storesøster Stephanie og lillebror Sebastian, samt veninden Bente og hendes datter Line med på en måneds lang sommerferie til Grækenland.
På ferien var de vant til, at Lisa lå og græd med ansigtet begravet i sin solseng. Hun savnede sin datter, Cille.
»Jeg kan huske, jeg fik en tanke om, at nu rejser jeg mig, går ud i vandet og bilder mig selv ind, at jeg ikke kan svømme. Og så fortsætter jeg simpelthen, indtil jeg drukner. Det var ikke fordi, jeg ikke ville være sammen med min familie, men fordi, at jeg jo lige kunne være sammen med Cille,« siger den nu 56-årige Lisa Næblerød til B.T., der møder hende i sit hjem i Aalborg.
»Da jeg rejste mig, var der en kæmpestor, citrongul sommerfugl. Da jeg gik ned til vandet, susede den rundt om hovedet på mig, og den blev ved med at være der, da jeg gik ud i vandet,« siger Lisa, som forklarer, at Cille blev kaldt ‘Cille-sommerfugl’.
»Jeg vendte mig om og gik ind igen, og den blev ved med at følge efter mig.«
Lige siden har der, ligegyldigt hvor hun er, været sommerfugle, der følger efter Lisa.
»Enhver ville sige ‘ja, ja, det er bare fordi, du lægger mærke til det nu.’ Men det er fint, jeg tror bare på noget andet.«
De mørke tanker husker Lisa tydeligt at have haft mange gange. Og i modsætning til mange andre sagde Lisa dem altid højt og delte dem med sine børn.
»Vi har snakket mange gange om, om vi ikke skulle tage en sten om vores fødder, tage hinanden i hænderne og så hoppe i havnen. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det, for det er livet for dyrebart til, men tanken voksede inden i mig, så jeg var ved at sprænges.«
3. marts 2006
Den 3. marts 2006 blev Lisas datter, 18-årige Cecilie Næblerød, knivdræbt af sin ekskæreste, den dengang 23-årige David Falk, til en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium i Aalborg.
Denne aften var han mødt op på Cilles gymnasium for at tale med hende.
Men hvad Cille ikke vidste. var, at han havde planlagt noget helt andet. David havde en kniv med sig, som han stak Cille med mere end 50 gange.
Ifølge obduktionserklæringen døde hun af et knivstik i halsen.
Det tog Lisa over et år, før hun var klar til at få detaljerne af vide.
»Jeg var ved at dø ved tanken om, hvordan det hele havde foregået. Hvad havde hun gennemgået? Havde hun kaldt på mig?«
David slog Cille ihjel foran en masse gymnasieelever. Men fordi det var en fastelavnsfest, troede folk i starten, at knivstikkeriet var ‘for sjov’.
»Det var dét, der var så forfærdeligt ved det hele, for der var så mange unge mennesker, der havde sindssygt dårlig samvittighed over, de ikke havde grebet ind. Mikkel (Cilles ven, red.) var klædt ud som Falck-redder. Og han prøvede jo at redde Cille. Så de troede simpelthen, det var for sjov,« siger Lisa Næblerød.
Det var først, da Malene - Cilles veninde - fandt hendes sko liggende, at det gik op for folk, at det var alvor.
Mikkel blev selv såret i forsøget på at redde Cille.
David Falk flygtede herefter fra stedet og blev senere fundet død i et cykelskur tæt på sin bopæl, hvor han havde taget sit eget liv.
Forventningsfuld
»Da hun tog afsted den morgen, var hun meget forventningsfuld. Det var fantastisk at se hende sådan, for hun havde virkelig lidt under det forhold længe,« siger Lisa Næblerød.
Cille havde glædet sig til endelig at more sig med sine klassekammerater, for kun tre dage forinden havde hun gjort det forbi med ekskæresten David.
Når Lisa tænker tilbage og reflekterer over den dag, er det tydeligt for hende, at intet er tilfældigt.
»Normalt, når hun kom hjem fra skole, ville hendes to søskende, Sebastian og Stephanie, også være hjemme. Men det var anderledes den dag. Cilles søskende var ikke hjemme, så vi havde eftermiddagen, hvor vi havde meget tid sammen, kun for os selv,« siger Lisa.
Lisa tror i stedet på, at der er en mening med stort set alting. Det er hun ikke et sekund i tvivl om.
Den aften skulle Lisa besøge sin ven i Vejle.
»Jeg var lige ved at aflyse det, men gjorde det ikke. Min sjæl sagde sikkert noget til mig om, at jeg måske skulle være tættere på. Men jeg overhørte det.«
Cille ringer mange gange hjem til sin mor for at fortælle, hvor glad hun er, og hvor meget hun ser frem til festen. Hun sender også billeder af, at hun sammen med veninden Malene er klædt ud som prinsesser.
Lisa husker tydeligt, at Cille den aften havde meget brug for at fortælle hende, hvor meget hun elskede sin mor.
Da Lisa kommer til Vejle, er hendes telefon gået ud. Heldigvis har hun tidligere på dagen valgt at lægge sin vens nummer og adresse ned i Cilles skuffe. Hvorfor hun havde brug for at give det til Cille på forhånd, er også noget, der er en større mening med, tror hun.
Det er nemlig vennens telefon, der ringer ikke ret lang tid efter, hun er kommet til Vejle.
Det er Sebastians far, der vil have fat i Lisa.
»Og så siger han: ‘Cille er død’. Jeg tænkte: ‘Det var sgu da noget underligt noget at ringe og sige. Hvad går der lige af ham?’«
Derefter går Lisa i chok.
»Jeg husker ikke ret meget derfra. Jo, altså. Jeg husker, jeg skreg. Det kan jeg huske.«
Herefter tog Lisa tilbage til Aalborg. I to og en halv time sad hun i en taxa. Hun skiftede mellem at være fuldstændigt håbefuld og lammet og føle sig sindssyg, alt imens hun prøvede at overbevise sig selv om, at Cille ikke var død, men at det sikkert kunne ‘fixes’ af en dygtig kirurg.
Da Lisa nåede frem til hospitalet, blev hun vist ind i et særligt familierum, hvor hendes datter lå. Dér blev det tydeligt for hende, at Cille var død.
»Sygeplejerskerne havde slukket alt kunstigt lys og sat en masse fyrfadslys op. De måtte ikke vaske hende eller noget, fordi hun skulle obduceres,« siger Lisa, der med dybe vejrtrækninger mindes tilbage.
»Hun lå bare dér. Med blod i sit megalange hår, der var kreppet. Og hun var bare fuldstændigt gennemhullet.«
Afsked
Lisa husker ikke meget fra Cilles bisættelse.
Hun kan dog tydeligt huske, da kisten blev kørt væk.
»Der tænkte jeg: ‘Der skal jeg da med, hun skal da ikke være alene.’ Så jeg begyndte at kravle ind i bedevognen, hvor der var en, der tog fat i mig, og sagde: ‘Lisa, der skal du ikke med.’ Det blev jeg rigtigt ked af, kan jeg huske.«
Had
Inden Cilles bisættelse valgte Lisa at skrive et brev til Davids mor. Hun havde brug for at fortælle hende, at hun ikke bar nag.
»Jeg har kæmpe medfølelse med både David og hans familie. Udover at de har mistet en søn, skal de leve med smerten om, at han har taget et andet menneskets liv. Et menneske, som de også selv kendte rigtigt godt,« siger Lisa.
Cille og David er begravet på samme kirkegård i Aalborg. Få gange har Lisa mødt Davids mor. De få gange har de ikke sagt noget - for ‘der er jo ikke noget at sige’. I stedet har de bare holdt om hinanden.
Lisa hader ikke David, og har aldrig gjort det.
»Jeg ville blive ædt op indeni, hvis jeg skulle bruge energi på at hade ham, som tog Cille fra mig.«
Et forandret liv
Lisa arbejder selv med mennesker i sorg. Hun arbejder for Kræftens Bekæmpelse, og ved siden af skriver hun en bog i samarbejde med præst Ane Katborg og sorg-ekspert Jes Dige, der skal være med til at skabe en større forståelse af sorgkulturen i Danmark.
Hun mener, det er vigtigt for mennesker i sorg at give slip og turde synke ned i dybet.
»Jeg ser mange mennesker, der holder på sorgen, fordi de er så bange for, det ikke stopper igen, men det er en kæmpe forløsning. Jeg er sindssygt god til at bevæge mig ned i mørket. Det tror jeg også er en af grundene til, at jeg er så hel et menneske i dag, som jeg er,« siger Lisa.
Lisa gør meget ud af, at man ikke behøver at ‘komme over’ en sorg, men i stedet skal prøve at komme ‘igennem det’.
»Det er en proces, der aldrig stopper. Det kan blive mildere, fordi i starten er det så sindssygt uvirkeligt. Den uvirkelighed kan vare rigtig længe afhængigt af, hvilket tab, du har, og også om du har givet lov til at vise, at du er ked af det,« siger Lisa.
Hun ærgrer sig over, at folk har så svært ved at tale om sorg, og mener, at folk ser forkert på det, når man omtaler det som noget, ‘man skal over’.
»Mennesker i sorg er ikke farlige. Det kan godt være, vi får nogle følelser frem, og folk er bange for at gøre os kede af det. Men tror I måske selv, vi kan blive mere kede af det?«
Intet i Lisas liv er, som det plejer. Og det bliver det heller aldrig. Det er noget, man ifølge Lisa skal acceptere og ikke undgå.
»Du bliver aldrig, som du plejer. Folk har også valgt at forlade vores venskab, hvis vi ikke kunne byde ind med ting, som vi plejede. Jeg har en veninde, der sagde til mig: ‘Hvad bilder de sig ind? Cille plejer jo ikke at være død!’ Jeg synes, det er så rammende. For hvordan kan du blive, som du plejer?«
Lisa mener, man skal insistere på at have en mening med resten af sit liv. For sin egen og sine børns skyld. Selvom hun har et liv med voldsomme livsvilkår, mener hun, det er hendes eget ansvar at få det bedste ud af det alligevel. Og det er dét, hun vil formidle videre til andre mennesker, som ikke ved, hvordan de skal håndtere sorgen.
»Jeg vil kun lave noget med mening i. Derfor skriver jeg en bog, arbejder med mennesker med traumer, underviser i mindfulness og yoga - for det giver mening for mig. Jeg kommer aldrig nogensinde til at lave noget, der ikke giver mening. Så vil jeg hellere være fattig.«
Hun var ‘klar’
Lisa tror på, der er en mening med alting. Hun kan dog ikke finde en mening i selve drabet, men hun er ikke i tvivl om, at Cille var en ældgammel sjæl.
Lisa husker, hvordan Cilles gamle oldtidskundskabslærer besøgte hende efter hendes død. Han fortalte, hvordan Cille af uforklarlige årsager altid havde svar på spørgsmålene i hans timer. Også når det omhandlede noget, hun ikke havde læst om.
»Hun har været her mange gange, hvis man tror på det. Hun har haft mange reinkarnationer, så hun var ‘klar’. Hun skulle ikke være her længere i det her liv,« siger Lisa.
‘Det er som at komme hjem’
Da Lisa var 20 år gammel, var hun bosat i et kollektiv i New York. Her fik hun for første gang kendskab til yoga og meditation. Dengang havde hun ikke den fjerneste idé om, at det flere år senere ville blive noget, hun aldrig ville kunne undvære.
»Hele mit liv har jeg bygget op til, at jeg skulle håndtere at miste Cille. Der er en grund til, at jeg endte på det kollektiv med de mennesker, så jeg kunne få styrkende redskaber med mig uden at vide, hvad jeg skulle bruge dem til senere.«
Hver morgen inden Lisa Næblerød tager på arbejde, træder hun ind på sin måtte, sætter sig ned, tømmer sit sind og finder ro i sin krop. For Lisa er meditation og yoga som ‘at komme hjem’. På den måde kommer hun i forbindelse med noget, der er større end hende selv.
»Så kommer jeg også tættere på Cille på den måde.« - Sommerfuglen, hun aldrig giver slip på.
