Som dagene, ugerne og månederne gik, voksede uvisheden sig kun større og større i Augustine Andersens hoved. For at lette presset gik hun om på marken bag deres hus – og skreg og skreg.
»Når det hele blev for meget, så skulle det ud. Hun var jo mit eneste barn.«
Ved middagstid den 8. juli 2008 snakkede Augustine Andersen i telefon med sin datter, Vivi Inger Kristiansen på 30 år.
De to plejede at tale sammen hver eneste dag. Om alting og ingenting. Om hverdagen. Om hun havde det godt. Det gjorde de også den dag.
»Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om, for det var bare helt almindelige ting. Jeg havde ikke regnet med, at det var en samtale, jeg skulle huske,« forklarer Augustine og tilføjer:
»For jeg havde ikke regnet med, at det var vores sidste samtale. At det var sidste gang, jeg snakkede med hende.«
Efter at have talt med sin mor den dag, mødte Vivi nogle venner i Ringsted, som hun besluttede sig for at tage nogle øl med.
Festen fortsatte senere i et privat hus på Sorøvej i byen, før Vivi omkring klokken 21:00 besluttede sig for, at hun ville tage hjem.
Ifølge Augustine, som medvirker i Dplay-programmet 'Drabscheferne - de uopklarede sager', hvor den mystiske sag gennemgås, ringede hendes datter til sin kæreste og fortalte, at hun ville komme hjem til ham.
Men hun dukkede aldrig op der.
Allerede dagen efter vidste Augustine, at der var noget galt. For datteren tog ikke telefonen, som hun plejede, og hun svarede ikke tilbage. Ingen kunne få kontakt til hende.
Sammen med sin mand Jan tog Augustine derfor hen på politistationen for at melde datteren savnet. Der fik de at vide, at politiet ikke kunne gøre noget, før der var gået 48 timer, idet Vivi var en voksen kvinde.
»De 48 timer føltes som en måned. Og da vi så fik hende meldt savnet, begyndte mareridtet,« fortæller Augustine.
For selvom politiet begyndte at lede efter Vivi, afhørte vidner, der havde været med til festen, var ude med hunde for at gennemsøge veje, gangstier og boligområder, så kunne man ikke finde hende.
Håbet brast, da det bankede på
Augustine og Jan Andersen frygtede, at der kunne være sket Vivi noget. Men de holdt begge fast i håbet om, at hun måske var taget frivilligt af sted ud på en rejse for at komme lidt væk. For at få en pause fra det misbrugsmiljø, som hun var havnet i.
Og selvom dagene blev til uger, som blev til måneder, holdt de fast i håbet.
»Når man hørte en lyd, kunne det måske være hende, der kom hjem. Og vi gik jo hele tiden og håbede på, at hun ville ringe og sige: 'Her er jeg.' Så ville hun have fået verdens største skældud, men... det ville have været bedre,« fortæller Augustine stille.
For da det om aftenen den 3. maj året efter – knap 10 måneder senere – bankede på døren, forduftede håbet.
Den aften havde Augustine siddet i stuen i hjemmet lidt uden for Ringsted og fulgt nyhederne, og et af indslagene handlede om, at der i Haraldsted Skov lidt mere end 10 kilometer derfra var fundet et lig.
»Jeg nåede lige at sige til min far, som var på besøg, at jeg troede, det var Vivi, og så bankede det på døren,« fortæller Augustine.
Da hun gik ud til døren for at se, hvem der stod udenfor, fik hun øje på to politibetjente. I stedet for at åbne døren løb hun ovenpå for at hente Jan, som var gået i seng.
»Jeg kunne ikke selv åbne døren. For der brast mit håb. Da jeg så dem, vidste jeg med det samme, at det havde noget med Vivi at gøre,« siger Augustine.
Det viste sig, at hendes instinkt var korrekt. Liget, der var fundet helt tilfældigt i skoven af en motionsløber, som havde taget en anden rute end normalt, viste sig at være Vivi. Med ét blev Augustine barnløs – og de tre børn, som Vivi havde med to forskellige mænd, mistede deres mor.
'Hvorfor skulle hun dø?'
Selvom det var hårdt at få beskeden om, at der ikke længere var noget håb, var det også en lettelse.
»For så vidste vi, hvad der var sket med hende. Hvor hun var,« forklarer Augustine.
Men i kølvandet på den følelse begyndte andre og nye spørgsmål at melde sig.
Det største af dem spøger endnu og gør stadig ondt: 'Hvorfor?'.
»Hvorfor skulle hun dø? Jeg vil bare gerne vide hvorfor. Det er det eneste, jeg gerne vil vide,« fortæller Augustine.
Gerningsmanden – eller gerningsmændene – er endnu ikke fundet. Og særligt i begyndelsen var det en ubehagelig tanke for Jan og Augustine.
»For man mistænker jo alt og alle. Man tænker, om det er én, vi kender og måske har mødt og skålet med. Hvordan kan man have gjort sådan noget og så lade som ingenting?« siger hun.
To dage før, Vivi forsvandt efter festen, havde hun sammen med sin kæreste været hjemme hos Augustine og Jan. Der fortalte hun, at hun gerne ville ud af det misbrugsmiljø, hun var faldet ned i, efter hun måtte opgive at passe sin yngste datter, der var født multihandicappet, og i stedet placere hende på en institution.
»Det var hendes største nederlag, at hun ikke kunne klare det selv og ikke kunne passe sine børn. Så det var en flugt for hende, at hun begyndte at drikke,« forklarer Augustine.
Men den dag lagde de en plan for fremtiden. For Vivis fremtid. Hun ville søge ind på uddannelsen som social- og sundhedsassistent, og hun ville på antabus, så hun kunne stoppe med drikke.
»Vi sad lige her og lavede planen,« siger Augustine fra sin plads ved køkkenbordet og tilføjer:
»Vi sad her og spiste raclette. Det var sidste gang, vi brugte den. Den har ikke været fremme siden.«
Planerne endte aldrig med at blive til noget.
»Hun fik aldrig chancen for at komme ovenpå igen. Hun fik ikke lov til at finde sig selv igen. Blive den gamle Vivi igen,« fortæller Augustine, mens hendes øjne bliver våde:
»Hvem ved, hvilket liv hun kunne have haft i dag, hvis ikke det var sket.«
Både Augustine og Jan håber på, at oprulningen af sagen i Dplay-programmet 'Drabscheferne - de uopklarede sager' kan føre til et gennembrud i sagen. Du kan se afsnittet allerede nu på Dplay. Du kan også se det på Kanal 5 den 25. marts.
Hvis du har informationer, der kan hjælpe med opklaringen af sagen, bedes du ringe til politiet på telefonnummer 1-1-4.
