37-årige Nicola Voss synes, det er problematisk, at en børnelæge tilbød hendes søn medicin, før han overhovedet var blevet undersøgt for sine problemer med at sove.

»Hej med jer. Jeg har lige læst journalen, og jeg beklager, men jeg tror ikke, der er meget, jeg kan gøre, for din læge har skrevet, at du ikke vil have medicin.«

Nogenlunde sådan lød beskeden fra børnelægen, som Nicola Voss for tre uger konsulterede som følger af hendes to et halvt årige søn Titans søvnbesvær.

Nu har hun skrevet et blogindlæg om episoden, da hun ‘mildest talt er forarget, skuffet og meget vred’, som hun selv formulerer det.

Titan ser sød ud, men han kan også være lidt irriterende, når han ikke vil sove, siger hans mor. Her et billede af ham som baby. Foto: Privat.
Titan ser sød ud, men han kan også være lidt irriterende, når han ikke vil sove, siger hans mor. Her et billede af ham som baby. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg synes, det er ærgerligt, at læger ikke har en forpligtelse til at foreslå løsninger, der ikke er medicinalindustri-baseret,« siger moderen, der driver bloggen Filterfri.com om livet som mor.

Lægen foreslog, at Titan skulle prøve lægemidlet melatonin, en kopi af det naturligt forekommende hormon, som menneskekroppen selv producerer og som fremkalder søvnighed.

»Jeg havde hørt og læst om melatonin. Men det er ikke den retning, mit barn skal, når man endnu ikke kender langtidsvirkningerne,« siger hun og understreger, at hun ikke dømmer andre:

»Jeg har fuld forståelse for, at man tager nogle valg, der er nødvendige for at kunne overleve som familie, men at lægen foreslår medicin uden at spørge ind eller undersøge min søn først, det undrer mig virkelig. Det svarer til at give lykkepiller til den deprimerede uden først at finde ud af, hvad det er, der er galt i vedkommendes liv. Medicin skal aldrig fungere som et 'hold-kæft-bolsje',« siger hun.

Hendes søn Titan har siden han var spæd haft problemer med at sove. Familien har forsøgt alt for at få purken til at falde til ro, men intet har rigtig hjulpet. Faste sengetider, ingen skærmtid, meditationsmusik, en sansebørste og en kugledyne er blandt nogle af de tiltag, familien har kastet sig ud i.

»Jeg har jo ikke kunnet hænge sammen som menneske på grund af manglende søvn,« siger Nicola Voss, der har endnu en søn på fem år samt to bonus-sønner sammen med sin mand.

Efter at Nicola Voss havde afvist medicin og i stedet bedt om en undersøgelse, gik lægen i gang med at trykke, trække, måle og veje barnet. Efterfølgende kunne han konkludere, at Titan er ekstremt hypermobil - det vil sige, at han har bløde og eftergivende led.

I kombination med at han er et meget aktivt barn, betyder det, at han formentlig overanstrenger sin krop i løbet af dagen og formentlig vågner grædende om natten, fordi leddene gør ondt.

Titan og mor, Nicola Voss. Foto: Privar.
Titan og mor, Nicola Voss. Foto: Privar.
Vis mere

Hypermobiliteten har dog ikke fået Nicola Voss til at ændre mening. Hun holder fast i, at medicin ikke er løsningen. I stedet har hun planer om, at sønnen nu skal gå til muskelafspænding og har indført en mere rolig hverdag.

»Børn har godt af at være ude at lege, men det kan også blive for meget. Det lader i hvert fald til, at min søn også har godt af at slappe af,« siger hun.

Nicola Voss er nu gået fra at være vågen 14 gange om natten til ‘kun’ blive vækket to til tre gange.

»Jeg vil hellere tvinge ham til at holde pauser og skabe ro omkring ham, end jeg vil medicinere ham,« slår moderen fast.