Mødregruppe, babysvømning, sansegymnastik, babybio og babymotorik er blot nogle af de ting, som barslende mødre har måttet give afkald på de seneste to måneder.

Og det er dybt frustrerende, fortæller to af dem til B.T.

»Jeg vil faktisk bare gerne have refunderet min barsel, så jeg kunne få en ny og starte forfra.«

Sådan lyder det fra 30-årige Tanja Christoffersen fra Odense, der fødte sit første barn i slutningen af februar, blot 10 dage inden den første dansker blev registreret smittet med coronavirus.

En virus, der altså skulle vise sig at sætte en brat stopper for alt det, Tanja Christoffersen havde set frem til ved sin barsel.

»Noget, jeg især havde glædet mig meget til, var mødregruppe. Specielt fordi mit netværk på Fyn ikke er stort,« siger den 30-årige mor, der har boet på Bornholm det meste af sit liv.

Hun havde glædet sig til den første tid af barslen, som hun havde forestillet sig, at venner og familie ville være en stor del af.

»Den der glædesboble med, at nu skal man ud at vise sin baby frem til hele verden, det har vi bare slet ikke kunnet. Der er mange i min kærestes familie, der er i risikogruppen. Det har bare været rigtig træls,« siger Tanja Christoffersen.

Selv om det kan virke, som om der stadig er længe til oktober, hvor hun starter på arbejde igen, så kommer hun ikke til at kunne nå at starte i mødregruppe, vurderer hun.

»Nu går vi en sommerferie i møde, og der er sundhedsplejersker på halv tid, så de danner ikke mødregrupper,« siger hun og fortsætter:

»Så jeg ville kun kunne nå det halvanden måned, og så ville jeg ikke få noget ud af det. Det er det samme med sansegymnastik og babysvømning. Der er mange ting, vi har været skrevet op til, som er sat på standby, og som først starter op igen efter sommerferien. Det får jeg bare svært ved at kunne nå. Det er fysisk umuligt.«

Tanja Christoffersen er godt klar over, at hun bare kunne vælge at holde en længere barsel, men det holder økonomien desværre bare ikke til, siger hun.

Oven i det hele er den lille datter født med hold i nakken. Havde det været under normale omstændigheder, var familien blevet tilbudt en fysioterapeut igennem kommunen. Men det har de selv måttet stå for og betale for, fortæller moren.

»Jeg har bandet og svovlet meget over den her corona. Og jeg føler, jeg har haft en corona-depression. Man føler sig bare deprimeret, fordi man ikke kan det, man havde håbet på, og det hele går bare stærkt. Nu er min datter tre måneder. Det føles, som om hun kom i forgårs,« lyder det fra Tanja Christoffersen

Og hun er ikke den eneste mor på barsel, der føler, at hun er gået glip af en masse i en helt speciel tid, der bare ikke kommer igen.

32-årige Tina Krudt Nikolaisen starter på arbejde igen om 14 dage, og hun havde set frem til de sidste måneder af sin barsel.

32-årige Tina Krudt Christoffersen sammen med sin søn på fem måneder
32-årige Tina Krudt Christoffersen sammen med sin søn på fem måneder
Vis mere

»Jeg skulle have givet den gas de sidste to måneder. Vi skulle have været i centeret, til babysvømning, i babybio og til babymotorik,« siger Tina Krudt NIkolaisen, inden hun fortsætter:

»Jeg synes bare, de sidste to måneder har været spildt, fordi man har gået herhjemme og kukkeluret. Det har da været dejligt at være sammen med mine børn. Jeg kan bare mærke, der var rigtig meget, jeg gerne ville, som jeg ikke har kunnet.«

Tina Krudt Nikolaisens søn var tre måneder, da landet måtte lukkes ned. Hun nåede ikke at starte i mødregruppe med ham, hvilket hun er ked af, at hun heller ikke har haft muligheden for grundet virussen.

»Han er blevet mere bevidst nu, så det ville være eminent at være i mødregruppe og til babysvømning, og lige om lidt starter jeg på arbejde, og jeg ved godt, at min kæreste ikke lige tager i mødregruppe. Så det er begrænset, hvad min søn når at møde af andre børn, inden han starter i vuggestue til september,« afslutter Tina Krudt Nikolaisen.