»Godaften. Og velkommen til vores liveshow.«

Selvom det efterhånden er blevet en normal sætning for Lotte Bloch Hansen fra Vestjylland, så bevæger hun sig stadig på ukendt grund.

Normalt går titlen som tøjsælger og butiksindehaver nemlig ikke hånd i hånd med at være skærmtrold, men der er som bekendt intet, der er normalt her under coronakrisen.

»Det er bare om at klemme ballerne og komme i gang. Vi er virkelig nødt til at knokle igennem for at håbe, at vi overlever,« fortæller hun.

Foto: Privat
Foto: Privat

For når man lever af at sælge tøj under en nedlukning, så må man finde på andre måder at nå ud til kunderne på. Det har Lotte Bloch Hansen og hendes døtre gjort.

En gang om ugen sender de live på Facebook. Her viser de tøjet frem til kunderne, som efterfølgende kan skrive i kommentarsporet, hvad de gerne vil købe. Dagen efter kan de hente det i butikken, By Bloch, efter den såkaldte click and collect-model.

»Man lægger sig jo fladt ned og prøver alt, hvad der er. Og mine døtre er lidt mere snilde, end jeg er, så de hjælper med at få lagt alting op,« fortæller hun.

Den ene af døtrene, Mathilde Bloch Hansen på 23 år, viser tøjet frem, mens lillesøster, 20-årige Julie Bloch Hansen, holder øje med kommentarsporet.

Det betyder så meget, at veninder og børn bakker op, for det er jo også et hårdt slæb, det her

Derudover hjælper flere venner til, og på den måde er det blevet en fælles opgave at komme igennem coronakrisen.

»Det betyder så meget, at veninder og børn bakker op, for det er jo også et hårdt slæb, det her. Det har aldrig været så hårdt at tjene så få kroner, så det er også dejligt, at folk støtter op,« siger Lotte Bloch Hansen, der lige nu arbejder langt mere, end hun plejer.

Selvom hun får hjælpepakker, så er det langtfra nok til at få tingene til at løbe rundt. Hun ved heller ikke, om Facebook-salget er nok til, at butikken kan overleve krisen, men hun føler, hun er nødt til at forsøge alt.

»Det værste scenarie er, at hun (Mette Frederiksen, red.) udvider nedlukningen. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, hvad det vil få af konsekvenser,« siger hun.

Foto: Privat
Foto: Privat

Foruden Facebook-salget vil hun og døtrene gøre deres til, at butiksvinduerne på hovedgaden i Nørre Nebel står ekstra skarpt i næste uge.

For med beliggenhed midt i et sommerhusområde med fuldt bookede huse bliver det hårdt at kigge ud på de mange potentielle kunder, der ikke må komme ind i Lottes tøjbutik.

»Man får da ondt i maven over at se alle dem, der skal gå rundt derude, uden at kunne invitere dem ind. Vinterferien er en kæmpestor uge for os. Det er frustrerende, for man ville så gerne, at man kunne invitere dem indenfor og vise dem, hvad vi har,« siger hun og fortsætter:

»Vi bliver bare nødt til at signalere, at vi er lige her bag ved ruderne og bag ved døren.«