Mor: Myndigheder i Laos kan ikke bevise metanolforgiftning
To danske kvinder døde af methanolforgiftning i Laos i 2024. Myndigheder rejser ikke tiltale, siger mor.
To danske kvinder døde af methanolforgiftning i Laos i 2024. Myndigheder rejser ikke tiltale, siger mor.
Myndighederne i Laos har ikke kunnet bevise, at to danske kvinderne døde af metanolforgiftning, og bevisbyrden er heller ikke stærk nok til at tiltale for manddrab.
Det sidste juridiske spor er en overtrædelse af nogle regler for destilleriet, der havde produceret den spiritus, som kvinderne havde drukket.
Det har det danske udenrigsministerium fået at vide på et pressemøde holdt af de lokale myndigheder fredag ifølge Anne-Marie Ørkild, der er mor til en af de to kvinder. Det skriver DR.
Dødsfaldene skete i november 2024, hvor Anne-Sofie Ørkild Coyman og Freja Vennervald Sørensen på henholdsvis 20 og 21 år døde på et vandrehjem i byen Vang Vieng i Laos.
Ekstra Bladet kunne tirsdag fortælle, at de pårørende til de to afdøde danske kvinder er blevet informeret om, at myndighederne i Laos ville holde pressemøde om sagen fredag.
Sagen har fyldt i offentligheden, siden de to danske rejsende døde på et hospital i Laos i 2024.
Her døde de som følge af metanolforgiftning, efter at de fik serveret metanolforurenet alkohol.
Også to australske kvinder, en amerikaner og en brite mistede livet efter lignende omstændigheder på det samme vandrehjem i Laos.
De australske myndigheder har udtrykt dyb frustration over myndighederne i Laos i forbindelse med sagerne.
Familierne til de to afdøde kvinder har efterfølgende berettet om en haltende efterforskning, og de har kritiseret Udenrigsministeriet og det danske politi for ikke at involvere sig tilstrækkeligt i sagen.
Det fik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at love øget adgang for familierne, så de fik indblik i sagens forløb. Til Ekstra Bladet har de to familier bekræftet, at det har givet dem et mere positivt blik på sagsarbejdet.
Efter orienteringen fra udenrigsministeriet har Anne-Marie Ørkild fortsat mange ubesvarede spørgsmål.
- Jeg håber, at Udenrigsministeriet kan fortsætte det diplomatiske pres, og så håber jeg, at vi finder ud af, hvad der skete med vores piger. Vi ved jo ikke, hvad der skete med dem det sidste døgn, eller om de fik behandling, siger hun til DR.
Udenrigsministeriet oplyste onsdag til Ritzau, at det ville holde nøje øje med pressemødet.
- Der er tale om en sag, som Udenrigsministeriet tager yderst alvorligt. Det er de laotiske myndigheder, der er ansvarlige for efterforskningen, men Udenrigsministeriet har i lyset af sagens alvorlige karakter fra starten fulgt sagen ekstraordinært tæt, lyder det i svaret fra ministeriet.
- Det vil vi fortsætte med at gøre, da retsforløbet i Laos endnu ikke er afsluttet, lød det onsdag.
RITZAU