Mandag morgen var klasselokale skiftet ud med spisestue og skolelærer skiftet ud med mor for seksårige Sif, der til daglig går i 0. klasse på Korsager Skole i Brønshøj.

Og det var en smule svært for hende at forstå, at det er sådan, hverdagen kommer til at fungere de næste to uger, fortæller Sifs mor, Julie Dannemann Olin:

»Der kom lidt udbrud som 'øv' og 'hvorfor'.«

»Jeg tror, der kommer til at være nogle udfordringer. Og det har der da også været allerede i morges. Vi bliver nødt til at tage nogle valg med, at så slukker vi fjernsynet og sætter os op til bordet. Vi prøver at sætte nogle rammer,« fortæller moren, der selv har et job, hvor hun arbejder med psykisk sårbare, som hun skal passe om aftenen, når børnenes far kommer hjem og tager over.

Skoleskemaet, som 31-årige Julie Dannemann Olin har lavet til sin datter Sif, mens hun skal undervises hjemme de næste 14 dage.
Skoleskemaet, som 31-årige Julie Dannemann Olin har lavet til sin datter Sif, mens hun skal undervises hjemme de næste 14 dage. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

31-årige Julie Dannemann Olin har forsøgt at opstille nogle forståelige og pædagogiske rammer for sin datter ved at tegne et skoleskema, som de skal følge hver dag fra klokken ni til fire.

»Hvis vi ikke havde skemaet, var dagene blevet meget lange for både hende og inden for de samme vægge med samme ting,« fortæller hun.

Julie Dannemann Olin har delt sit hjemmelavede skema i en Facebook-gruppe for de andre forældre i klassen og i en gruppe for kvinder, der blev mødre i 2013, fordi der var forældre, der eftersøgte inspiration til hjemmeundervisning.

»Der var en, der skrev til mig, at hun syntes, det var for optimistisk og ambitiøst af mig at lave sådan et skema.«

Sådan så læsetimen ud mandag, hvor spisebordet var skiftet ud med gulvtæppet.
Sådan så læsetimen ud mandag, hvor spisebordet var skiftet ud med gulvtæppet.
Vis mere

»Men jeg tænker, det handler om familiens behov. Vi har et stort behov for at være strukturerede og har planlagt os ud af tingene. Især når jeg har skiftende vagter,« fortæller Julie Dannemann Olin til B.T., mens hun står mellem gynger og sandkasser på den i dag helt øde legeplads i Brønshøj, efter dagens første dansktime er overstået.

Om lidt skal de hjem at lave frokost sammen, som også indgår som en del af læringsplanen på skemaet.

'Hjælpe med at lave frokost – sund mad fra jord til bord,' står der fra 11.30 til 12 ved siden en gul bjælke, hvor der er skrevet 'hygiejne'.

»Så lærer jeg hende, hvilke grøntsager der indeholder hvilke vitaminer, og hvorfor det er vigtigt for vores krop, at vi spiser sund og nærende mad. Vi snakker om, hvor kødet kommer fra,« siger Julie Dannemann Olin.

Men selvom det er rart med alt det ekstra nærvær, som hjemmeundervisningen indebærer, er det ikke altid lige nemt at skulle jonglere mellem rollen som skolelærer og mor.

»Jeg kan klart mærke det på hende. Jeg tænker ikke, hun svarer sin skolelærer sådan igen, som hun svarer mig igen. Så der skal selvfølgelig arbejdes og motiveres lidt mere, end hvis det var med en skolelærer,« siger Julie Dannemann Olin.

Skolelæreren har sendt nogle opgaver, som Sif skal lave de næste uger, og i dag inden klokken 12 skulle hun have færdiggjort fire danskopgaver.

Julie Dannemann Olin hjælper til, når der er brug for det, og ellers sørger hun for at give datteren ro – især for at undgå unødvendige diskussioner.

»Jeg lader være med at snakke for meget og stille for mange spørgsmål. Jeg siger, 'det er bare sådan, det er'. Og så kan jeg jo heldigvis sige, at det er noget, hendes skolelærer har sagt, vi skal lave. Så jeg kan sende bolden en lille smule videre,« griner hun.

Sifs skolelærer kommer til at ringe og tale med Sif to gange om ugen for at høre, hvordan det går, om hun får lavet sine skoleopgaver. I morgen er første gang og så igen på fredag, siger moren og fortæller, at Sif glæder sig til at høre sin lærers stemme.

Første dag med hjemmeundervisning er veloverstået. Det er nyt og spændende, men det bliver det ikke ved med at være, spår den unge mor.

»Det kan godt være, man skal hive den store kanin op af hatten på et tidspunkt,« siger Julie Dannemann Olin.