Voksne, mandlige kønsdele, bare overkroppe og beskeder som 'vis mig dine trusser' er mere end almindelige på en videochat-tjeneste henvendt til børn.

»Første gang jeg stødte på det, sad jeg og spiste morgenmad. Lige pludselig dukker der en tissemand op. Jeg blev faktisk så forskrækket, at jeg skyndte mig at lukke siden ned. Jeg havde vitterligt lige fortalt ham, at jeg var 14,« siger Line Willadsen til B.T.

Manden stod i badet og filmede sine kønsdele.

Line Willadsen er ikke 14 år. Hun er 31, bor i Aalborg og er mor til en datter på 9 år og bonusmor til en pige på 11. Hun besøgte videochat-tjenesten Ome TV, efter bonusdatterens mor fortalte, at pigerne er stødt på nøgne voksne mænd på siden.

Beskeden chokerede Line Willadsen, som valgte at undersøge sagen selv.

Det resulterede i, at hun ved selvsyn så, hvor mange voksne mænd der udnytter platformen til at komme i kontakt med mindreårige.

Der er mange mænd. Line Willadsen vil skyde på, at hun kom igennem omkring 100 chats på forskellige tidspunkter af dagen. Ud af de 100 er 15-20 ældre mænd.

Mændene skrev upassende beskeder. De spurgte, hvor gammel Line er. Hun svarede altid 14 år. Derefter begyndte mændene at bede hende om at vise trusser og bryster.

Line Willadsen.
Line Willadsen. Foto: Privat foto
Vis mere

»En mand lå og ornanerede i sin seng, mens andre skriver, at de er liderlige, at de vil se mine trusser eller mine bryster, og at de har en stiv pik,« fortæller Line Willadsen.

Fænomenet er langtfra nyt.

I november sidste år udsendte Tårnby Kommune en advarsel til samtlige forældre med børn i skolealderen.

Advarslen omhandlede netop videochat-tjenesten Ome TV, som hitter blandt skolebørn i alderen 10 år og op, men som altså også tiltrækker voksne, som enten er nøgne, onanerer eller i ekstreme tilfælde udfører overgreb på børn.

Manden her er 27 år og beder Line Willadsen om at vise bryster, mens han sidder og ornanerer.
Manden her er 27 år og beder Line Willadsen om at vise bryster, mens han sidder og ornanerer. Foto: Privat foto
Vis mere

Line Willadsen havde svært ved at tro sine egne øjne, da hun besøgte hjemmesiden. Derfor valgte hun at tjekke ind på den flere gange.

Torsdag har hun besøgt den to-tre gange for at sikre sig, at der ikke var tale om et enkeltstående tilfælde.

Det var det bestemt ikke.

Derfor har hun kontaktet datterens skole, hvor hun advarer om videochat-tjenesten. Skolen kender den ifølge Line Willadsen godt - de er opmærksomme, men den er svær at bekæmpe.

Her en mand på 22 år, der beder Line Willadsen om at vise trusser og bryster. Hun har igen sagt, hun kun er 14 år.
Her en mand på 22 år, der beder Line Willadsen om at vise trusser og bryster. Hun har igen sagt, hun kun er 14 år. Foto: Privat foto
Vis mere

Netop derfor vil Line Willadsen også politianmelde hjemmesiden.

»Det er simpelthen for nemt for de her mænd,« afslutter hun.

I andre kommuner har de taget konsekvensen. I Københavns Kommune er der installeret en firewall på skolernes internet, der spærrer for adgang til porno, sider med malware og ekstrem vold.

Skolerne kan også få specifikke hjemmesider blokeret. Derfor er det ikke længere muligt at tilgå Ome TV på skolerne.

Her en mand, som Line Willadsen kom i kontakt med via videochat-tjenesten. Manden havde nøgen overkrop og ville også se Line Willadsen.
Her en mand, som Line Willadsen kom i kontakt med via videochat-tjenesten. Manden havde nøgen overkrop og ville også se Line Willadsen. Foto: Privat foto
Vis mere

Ifølge Børns Vilkår gennemlever alle børn perioder, hvor ting skal udfordres og opleves - og en tjeneste som OmeTV er i den sammenhæng ikke nødvendigvis 'noget særligt'.

»Men vi synes, det er problematisk, at børn kan se ting, som ikke er for børn. Det kan for eksempel være pornografisk materiale,« siger Sanne Lind, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, til TV 2 Lorry.

Samtidig er det et problem, at man ikke skal logge ind, når man bruger tjenesten via en internetbrowser.

På den måde kan man ikke blive sorteret fra, hvis man ikke er gammel nok.

En mand sender seksuelle beskeder til Line Willadsen. Han tror, hun er 14 år.
En mand sender seksuelle beskeder til Line Willadsen. Han tror, hun er 14 år. Foto: Privat foto
Vis mere

Det gør det også vanskeligt at blokere og få fat i de brugere som ikke overholder reglerne.

Rådet fra organisationen er, at forældre bør interessere sig for, hvad deres børn synes er sjovt på nettet og snakke med dem om, hvad de oplever.

I den forbindelse kan man tage en snak om, hvad OmeTV er. Men det betyder ikke, at det skal forbydes.

»Du skal ikke sige, at de ikke skal gå ind og se det. Så sætter man et forbud op. Så risikerer man at børn bliver nysgerrige og eksperimenterende,« siger Sanne Lind.