Som mange andres børn spiller Kit Nielsens otteårige søn det populære computerspil Minecraft. Men efter en ubehagelig oplevelse, da sønnen blot var seks år gammel, holder hun nu ekstra øje med sønnens adfærd på nettet og opfordrer andre forældre til at gøre det samme.

»Min søn kom og fortalte, at en mand ville gøre ham til administrator på Minecraft gratis. Det koster normalt 150 kroner, men det ville manden betale, mod at min søn rørte sin tissemand,« fortæller Kit Nielsen, der kalder oplevelsen 'forfærdelig' og 'en kæmpe forskrækkelse'.

Kit Nielsen medvirker i tirsdagens udsendelsen af TV3-programmet 'Børnelokkerne', hvor hun stiller op for at advare andre forældre om lignende episoder.

»I den tid, vi lever i, bliver iPad og computer ofte stukket i hænderne på vores børn som en ekstra barnepige. Men som forældre er det virkelig vigtigt at tjekke op på, hvad børnene laver, og hvem de skriver med. Så der ikke sker sådanne ting. Det er et forældreansvar,« siger Kit Nielsen.

Privat

Selv havde Kit Nielsen aldrig drømt om, at det kunne ske.

»Jeg havde ikke skænket det en tanke. Det er jo et spil, der handler om at bygge med Lego-klodser,« siger Kit Nielsen, der arbejder som arrangør på Reality Awards.

Det var Kit Nielsens søn selv, der fortalte om episoden med manden, der ønskede, at han skulle røre sine kønsdele, mens han havde headset på.

»Der ringede ingen alarmklokker hos min søn, da han blev bedt om at røre sin tissemand. Men heldigvis kom han selv og fortalte om det, så vi fik det stoppet ,« siger Kit Nielsen, der har meldt episoden til politiet.

Efter episoden havde Kit Nielsen og sønnen en samtale om at passe på, når han spiller.

»Når man er seks år, ved man ikke, hvad de ting betyder. Men ligesom at jeg som barn lærte, at man ikke måtte gå med fremmede, der tilbød slik, har jeg nu lært min søn ikke at skrive med fremmede mænd,« siger Kit Nielsen og tilføjer:

»Men det er en balance, fordi jeg vil jo heller ikke snage i, hvad min søn skriver med sine venner om.«

Programmet 'Børnelokkerne' kan ses på TV3 tirsdag klokken 21.