Her til aften bragte det svenske medie Aftonbladet et fejlagtigt billede af den danske partileder for De Konservative, Mona Juul, i historien om den norske ambassadør i Jordan, Mona Juul.
Og det er utilstedeligt, mener hun.

»Heldigvis har Aftonbladet hurtigt rettet det igen, men de skulle have været mere grundige,« siger Mona Juul, der er partileder for De Konservative, til B.T.
»Når først ting er på nettet, spreder de sig let. Så de har et ansvar, de skal leve op til.«
Det drejer sig om en artikel, hvor Aftonbladet skriver, at den norske Mona Juul trækker sig fra sin stilling som norsk ambassadør i Irak og Jordan. I artiklen har de fejlagtigt brugt et billede af den danske Mona Juul – og ikke den norske.
Norske Mona Juul er i dag stoppet på posten, efter at det er kommet frem, at hun og hendes mand, Terje Rød-Larsen, har haft en relation til Epstein. Ifølge norske medier er ambassadørens børn opført som arvinger til i alt ti millioner dollar i Epsteins testamente.

Fejlen i Aftonbladet er nu rettet.
Det er ikke første gang, at det sker.
Her til aften har også svenske SVT fejlagtigt brugt et billede af den danske politiker Mona Juul.
»Det er selvfølgelig helt utilstedeligt på alle måder. Jeg er faktisk rigtig vred over det, for jeg vil under ingen omstændigheder være nævnt i nærheden af den sag,« siger Mona Juul i den forbindelse til DR Nyheder.
Også i sidste uge blev de to forvekslet.
Flere udenlandske medier – herunder den tyske avis Die Welt – brugte et billede af den danske partiformand i en historie om den norske ambassadørs forbindelse til Epstein.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Aftonbladet og SVT.

