Smittebombe. Coronafælde. Stuvet sammen som kvæg.

Det fyger med negative kommentarer fra utilfredse passagerer på Molslinjens Facebook-side i disse uger.

De færgerejsende mener, der er for mange mennesker om bord i forhold til, at vi lige nu har coronasmitte flere steder i Danmark.

Anne Katrine Lindinger, der bruger færgen til at pendle til og fra sit arbejde i Aalborg Lufthavn fra hjemmet i Ballerup, er normalt en glad bruger af færgen. Men i de seneste uger har hun følt sig utryg ved overfarten.

»Der er skilte om bord, hvor der står, at man skal huske at holde afstand. Men der er alt for mange mennesker, og det gør det umuligt at overholde retningslinjerne, når man står og går. F.eks. i forbindelse med toiletbesøg, eller hvis man vil købe en kop kaffe,« siger hun.

Flere brugere har taget fotos af mennesker, der sidder tæt sammen eller står i kø med for lidt afstand imellem hinanden, som de har lagt på Molslinjens Facebook side for at dokumentere kritikken. Det gælder f.eks. Anna Riis Sprange:

'Det er jo en smittebombe at stuve så mange mennesker sammen på så lidt plads,' skriver hun sammen med billedet.

Pr- og kommunikationschef ved Molslinjen, Jesper Maack, afviser, at det skulle knibe med pladsen.

Molslinjen får kritik for at tage for mange mennesker med om bord. Foto: Anna Riis Sprange/Facebook/Privat.
Molslinjen får kritik for at tage for mange mennesker med om bord. Foto: Anna Riis Sprange/Facebook/Privat.
Vis mere

»Det er en svær balance: For nogle går genåbningen for hurtig, mens det for andre føles helt fint. Begge grupper skal vi forsøge at balancere. Så det er ikke, fordi vi ikke kan forstå, at nogen stadig synes, at verden er et utrygt sted,« siger Jesper Maack.

Han oplyser til B.T., at Molslinjen lige nu kun sælger op til 85 procent af færgens sæder.

»Det giver små 200 frie sæder på hver afgang, og det er noget, vi har stort fokus på. Vi forsøger så vidt muligt at få folk fordelt. Men det er klart, at forholdene på en færge kan opleves trange. Det gælder også busser, metro, fly og tog,« siger Jesper Maack.

Men færgen adskiller sig vel fra tog, bus og metro ved, at det ikke er nødvendigt at rejse sig op for at hente f.eks. en burger?

»Rammerne er, som de er. Vi siger til folk, at hvis ikke det er nødvendigt at rejse sig, så bliv siddende. Vi er nået dertil i genåbningen, at vi gerne må rejse. Danskerne holder ferie hjemme i år, og regeringen har delt gratis færgebilletter ud for at stimulere rejselysten. Derfor er det vigtigt, at gæsterne hjælper os med at hjælpe hinanden, selv om pladsen kan opleves trang,« siger Jesper Maack.

Han mener ikke, det vil være nogen god ide helt at lukke cafeteria eller kiosk om bord:

»Det er vigtigt for folk. De vil jo rigtig gerne have noget at spise og drikke. Men det er her, vi gør meget ud af at bede folk om at hjælpe hinanden. Vi er afhængige af, at folk tager hensyn.«

Han understreger, at færgen både har afstandsmarkering, håndsprit, plexiskærme og mulighed for, at risikogruppr kan blive på vogndækket under overfarten. Læg dertil, at Molslinjen via sms på forhånd forklarer folk, at der vil være mange om bord:

Det kan være svært at holde afstand, når man står i kø på færgen for at hente mad. Molslinjen. Foto: Henrik Hestbæk Nissen/Privat/Facebook.
Det kan være svært at holde afstand, når man står i kø på færgen for at hente mad. Molslinjen. Foto: Henrik Hestbæk Nissen/Privat/Facebook.
Vis mere

»Vi gør meget ud af at forventningsafstemme, så folk ikke bliver overraskede over pladsforholdene på færgen. Det er en af de ting, vi har taget med os fra den kritik, der har været,« siger han.

Anne Katrine Lindinger køber ikke kommunikationschefens forklaring.

»Hvis det er rigtigt med de 85 procent, så er det i hvert fald for mange mennesker,« siger hun.

Hun skal med færgen igen lørdag, hvor hun skal til Kreta med sine to store børn. Der har hun besluttet at bære mundbind om bord på sin vej til lufthavnen.

»Jeg vil nødig risikere at tage på ferie og så skulle 14 dage i karantæne, fordi jeg er blevet smittet med corona på Molslinjen,« siger hun.

Molslinjens kommunikationschef mener ikke, det er nogen god ide at uddele masker til passagererne, som nogle foreslår i kommentarfelterne på Facebook.

»Vi har noteret os, at debatten om mundbind er intensiveret, men så længe det ikke er noget, sundhedsmyndighederne anbefaler, så holder vi os til det. Men jeg kan ikke afvise, at det kommer på et tidspunkt, hvis de ændrer holdning,« siger Jesper Maack.

Anne Katrine Lindinger glæder sig til, at det igen bliver hverdag, og feriefolket er tilbage på job.

»Normalt er jeg ikke et brokkehoved. Jeg er meget glad for at sejle med Molslinjen ellers.«