»Mit livs værste beslutning.«

Sådan siger Mogens Hesselholt i dag om den skæbnesvangre køretur, der endte med en ubetinget frakendelse af kørekortet.

»Jeg var i chok over, at promillen var så høj.«

»Jeg kunne slet ikke mærke, at jeg var påvirket. Så det har været et kæmpe chok, der i dag betyder, at jeg har nultolerance over for alkohol, når jeg kører bil,« siger den 54-årige lagermedarbejder.

Med en ubetinget frakendelse af kørekortet for spirituskørsel var hele Mogens Hesselholts tilværelse pludselig kastet op i luften.

For uden offentlig transport i nærheden af bopælen var de 40 kilometer til og fra arbejde så godt som uoverkommelige, og mulighederne for et fortsat socialt liv reduceret til et minimum.

»Jeg var mere eller mindre søvnløs den første halvanden uge.«

Det mistede kørekort kunne altså være blevet startskuddet til en slem deroute, men sådan gik det heldigvis ikke for Mogens Hesselholt.

Lidt tilfældigt opdagede han nemlig, da han surfede rundt på nettet, at regler fra 2015 gør det muligt for bilister som ham at blive omfattet af den såkaldt 'frivillige alkolåsordning'.

Rigspolitiet har siden reglerne blev indført oprettet godt 4.500 sager om alkolåsordning – enten via den frivillige ordning eller via den såkaldt 'obligatoriske alkolåsordning', som gælder ved mere alvorlige overtrædelser af promillegrænsen.

Det svarer til omkring 15 procent af de knap 28.500 tilfælde, hvor en person er blevet frakendt kørekortet eller har fået et kørselsforbud i forbindelse med spirituskørsel.

Selvom det ikke er alle dømte, der har mulighed for at komme med i alkolåsordningen, og selvom nogle måske aktivt vælger den fra, så mener leverandør af låsene Jan Winum Povlsen, at den lave tilslutning vidner om, at der er et informationsproblem.

»Det er problematisk, at det er så svært at blive en del af den her ordning,« siger Jan Winum Povlsen, som står bag firmaet Alkolås.dk, der siden 2015 har været officiel leverandør af de særlige låse til Rigspolitiet.

»Tallene siger mig, at der ikke er nogen, der fortæller folk om det, og det er problematisk,« lyder det fra Jan Winum Povlsen, som tilføjer:

»Det bliver sådan lidt tilfældet, og det synes jeg er ærgerligt, når man nu har gode erfaringer med det.«

Havde Mogens Hesselholt ikke haft en alkolås, så var han blevet isoleret fra venner og familie efter hans spirituskørselsdom. Foto: PR
Havde Mogens Hesselholt ikke haft en alkolås, så var han blevet isoleret fra venner og familie efter hans spirituskørselsdom. Foto: PR Foto: Jesper Steensbeck
Vis mere

Mogens Hesselholt oplevede da også netop, at informationen kom til ham helt tilfældigt.

»Jeg blev kun bekendt med denne afgørende viden, fordi jeg selv fandt frem til løsningen,« siger Mogens Hesselholdt.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til problemstillingen fra Rigspolitiet, som havde ansvar for området frem til årsskiftet, men her henviser man til Færdselsstyrelsen, som overtog administrationen af den frivillige alkolåsordning 1. januar 2022.

Færdselsstyrelsen er dog ikke vendt tilbage, inden avisens deadline.

Der hersker da også stor forvirring om, hvilke muligheder man har, hvis man bliver dømt for spirituskørsel, mener Vivi Dixen Møller, der er koordinator for Region Syddanmarks alkohol-, narko- og trafikkurser og dermed møder netop mennesker, der skal i gang med at generhverve kørekortet efter en dom for spirituskørsel.

»Der mangler noget tydelighed i de afgørelser, der bliver sendt til folk. Mange har svært ved at overskue, hvad kommer det her til at betyde for mig.«

Hensigten med alkolåsordningen er ellers rigtig god, mener Vivi Dixen Møller.

»Mister man jobbet, kan det blive starten på en personlig nedtur, så jeg synes bestemt, at alkolåsordningen er vigtig at tage stilling til, hvis man er afhængig af bilen for for eksempel at kunne passe sit job.«

»For nogle kan det ende med at få stor betydning for, om man formår at komme videre med en meningsfuld hverdag med arbejde og socialt liv.«

En problemstilling, som Mogens Hesselholt kender alt til.

Havde han ikke haft alkolåsen, skulle han have brugt en time på knallert hver vej på arbejde.

Det var dog langtfra det værste: »Jeg bor på landet, hvor der ikke er særlig gode muligheder for offentlig transport, så tanken om at være afhængig af andre eller min knallert, når jeg skulle besøge venner og familie, var uudholdelig.«

Han har derfor et godt råd til andre, der skulle ende samme sted.

»Man skal acceptere den situation, man er kommet i, man har jo selv bragt sig i den.«

Mogens Hesselholt håber, at han ved at fortælle om sine egne gode erfaringer kan hjælpe andre, der ender i en lignende situation, tilbage til en normal hverdag uden sammenblanding af kørsel og alkohol.