'Vi har taget noget fra børnene.'

Sådan lyder navnet på en billedserie af grædende børn, som for nylig blev udgivet af Dagbladet Information.

Børnene på billederne, som er mellem 25 dage og fem år, har fået frataget ting som sut og chokoladepåskeæg under fotograferingen for at få dem til at græde – alt sammen i kunstens navn.

Men billedserien har bragt Information i modvind.

Både på Instagram og på Informations hjemmeside har vrede læsere nemlig sat sig til tasterne for at udtrykke deres harme over billedserien, som Information bringer som afslutning på en serie artikler om gråd.

Én af dem er den 36-årige mor til tre Camille Hillmann.

'Hvilken voksen ville synes, det var fedt med sådan et billede af dem selv, delvist afklædt, sårbar, grædende og så lagt ud på nettet/udgivet i en landsdækkende avis? Ræk lige hånden op!' skriver hun i kommentarfeltet på Instagram.

Over for B.T. uddyber hun, at hun er rystet over, at Information har valgt at bringe billederne af grædende børn.

»Der er tale om afklædte børn, der er blevet påført en form for psykisk smerte. Jeg er målløs over, at man synes, det er en god ide. Det kan godt ske, at det er børn, men de er stadig mennesker. Man ville aldrig gøre det samme ved voksne mennesker og så bringe det,« siger Camille Hillmann og tilføjer:

»Jeg forstår ikke, at man vælger at udstille børn i en sårbar og ydmygende situation, uden at de på nogen måde kan sige fra hverken før eller efter. De billeder forsvinder aldrig.«

Den kritik er kulturredaktør på Information, Katrine Hornstrup Yde, dog ikke enig i.

»Jeg vil gerne understrege, at børnene har grædt i 20 sekunder og udelukkende, fordi de ikke får deres vilje. Det er ikke ulykkelige børn. De er utilfredse et kort øjeblik, inden de får det igen, der blev taget fra dem,« siger hun til B.T. og fortsætter:

»Jeg synes ikke, billedserien er specielt ydmygende. Det er et snapshot af en udtryksform.«

Camille Hillmann, der selv har selv tre børn på henholdsvis to, fem og syv år, er forundret over, at man overhovedet kan finde på at offentliggøre denne slags billeder på nettet.

»De fleste mennesker er enige om, at det er en dårlig ide at lægge billeder af afklædte børn på nettet. Derfor kan jeg ikke forstå, at det her er okay? Der sidder sikkert nogle syge mennesker derude, der tænder på børn, der bliver påført smerte, og de billeder er der altså til evig tid. Om 20 år kan det være, der stadig er en syg person, der har dem gemt på harddisken.«

Katrine Hornstrup Yde tager stor afstand til seksualiseringen af børnene:

»Børnene har bar overkrop, ja. Det ser jeg ikke noget problem i.«

»Derimod synes jeg, det er seksualiserende at se problemet i, at børnene er bare.«

Også den 38-årige mor til fire Mia Bernscherer Bjørnfort stiller sig uforstående over for billedserien.

»Jeg synes, børnene bliver brugt som et redskab. Jeg forstår, at billederne er taget i forbindelse med en serie om gråd, som Information kører, men det er fuldkomment unødvendigt og respektløst,« siger hun og tilføjer:

»Det er meget små børn, som bliver klædt af, sat i et studie og bliver givet en ting for så at få taget det fra sig igen. Det er altså ikke dukker, men børn med rigtige følelser.«

Hun understreger, at hun er klar over, at der kun er tale om et kort øjeblik, men at det er irrelevant for små børn, der ikke forstår, hvad der foregår, andet end at deres forældre og en fremmed person står foran dem i et fotostudie og tager noget fra dem for at gøre dem kede af det.

Også denne kritik preller af på Katrine Hornstrup Yde, som fortæller, at fotografens egen datter også er med i serien.

»Gråd er ikke ydmygende. Børn udtrykker en meget genkendelig følelse, som ikke vækker hån, men derimod ømhed og empati for dem i en tilforladelig situation,« siger hun.

Hvorfor har billedserien påvirket nogen forældre så voldsomt, tror du?

»Jeg tror, folk reagerer voldsomt på billederne, fordi vi ikke er vant til at se billeder af grædende børn.«

»Derimod gør vi meget ud af at dele de glade børn, der har det godt og sjovt,« siger Katrine Hornstrup Yde og tilføjer:

»Gråd er ikke ydmygende. Børn udtrykker en meget genkendelig følelse, som ikke vækker hån, men derimod ømhed og empati for dem i en tilforladelig situation.«