“Hvad må dit barn ikke tænke, når det engang i fremtiden ser sig selv sutte på sin mors bryster?”
Sådan lød en besked Julie-Elsebeth Crone Johannsen fik, da hun som nybagt mor lagde et billede på Instagram. På billedet ammede hun sin to uger gamle datter.
“Du skal ikke bilde mig ind, at du poster det billede, fordi du er stolt af at amme. Du er bare en mor, der vil vise sine bryster til hele verden,” fortsatte den vrede følger.
Kommentaren var Julie-Elsebeth Crone Johannsens første - men bestemt ikke sidste - møde med dét, hun kalder ‘Mor politiet’ - typisk kvinder, der fortæller andre, hvordan man er en ‘rigtig’ mor.
Ifølge en YouGov-undersøgelse, som Neutral har lavet blandt mødre mellem 25 og 45 år, oplever hver tredje at blive dømt som en dårlig mor.
At fordømmelsen slår skår i selvfølelsen, forklarer Julie-Elsebeth Crone Johannsen sådan her:
“Forestil dig, at du har en ny T-shirt på. Der kan være 100, der siger, at den er flot, men hvis én siger, at den giver dem lyst til at kaste op, vil man for evigt tænke på opkast, når man tager den på.”
Alligevel fortsætter hun med at poste ammefoto.
“Vanvittig mange synes en hel masse om dem. For eksempel at jeg er opmærksomhedskrævende. Når man er gemt bag skærmen, tillader man sig at skrive ting, man normalt ikke ville sige.”
Usikker som mor
Hun tror, fænomenet med mødre, der dømmer andre, i virkeligheden bunder i usikkerhed.
“Når man bliver baby-ejer, er man latterlig usikker på, om man gør det godt nok. Kan man finde en kæphest - for eksempel, at børn ikke bør bruge sut - har man et fast holdepunkt. Hver gang man siger dét til en anden, er man selv en god mor – i hvert fald på dét ene punkt. Men man glemmer, at når man peger fingre af andre, fortæller man dem grundlæggende, at de ikke er gode nok.”
Også kollegaen Danica Chloe Paetzold har mødt ‘Morpolitiet’. På hendes blog danicachloe.dk har følgere kommenteret alt fra, at hun ikke ammer, til hvornår hun bør give sin baby mad, og at hendes fødsel ikke var ‘naturlig og rigtig’, fordi hun blev sat i gang og i øvrigt fik en epiduralblokade.
“Jeg fået adskillige beskeder om, hvorfor jeg ikke ammer, når nu det er det bedste.”
Hun har hverken ammet sin datter på to måneder eller sin femårige søn. Ikke fordi hun ikke vil, men fordi hun ikke kunne få det til at fungere.
“Med min søn skjulte jeg det. Denne gang har jeg lagt billeder ud, der er mere ærlige. Men det er ekstremt sårbart. Folk har stærke holdninger til, hvad der er det rigtige. De gør, at jeg selv er blevet i tvivl, om jeg gør det godt nok.”
De kommentarer, der gjorde mest ondt, fik hun, da hun fortalte, at hun kun ønskede ét barn. Dét faldt ikke i god jord hos andre mødre.
”Det er synd for jeres søn. Og en egoistisk beslutning,” lød kommentarerne.
“Jeg tvivlede meget på, hvad der var galt med mig - som mor. Siden jeg ikke ønskede flere børn.”
Skæbnen ville, at hun blev mor igen. Usikkerheden, som prægede hendes første gang, er forduftet. Nu kan hun bedre modstå kritikken.
“Første gang blev jeg rigtig ked af det. Jeg følte mig ikke som en god mor. Var ekstremt usikker på, om jeg kunne tage vare på et andet menneske. Nu har jeg en større ro og stoler meget mere på mig selv. Jeg er stadig usikker og laver fejl som mor, men jeg er ikke nær så påvirkelig.”
Hver anden dømmer andre
Undersøgelsen fra YouGov viser også, at mere end hver anden mor har dømt andre. Har de to mødre mon gjort det?
‘Ja da’, svarer begge:
“Konstant og hele tiden. Der er den helt åbenlyse, hvis jeg ser en gravid, der ryger, så tænker jeg en masse - og dømmer. Og så er der mødre, hvor det hele fremstår blankpoleret, så tænker jeg, at der må ligge en masse bag, som ikke bliver vist frem. Men det kan jo sagtens være, at det hele bare køre mere på skinner hjemme hos dem,” siger Julie-Elsebeth Crone Johannsen, mens Danica Chloe Paetzold supplerer:
“Jeg kan godt være fordomsfuld og er bestemt ikke perfekt. Hvis jeg ser én, der bærer sit barn i en sele, hvor barnet hænger dårligt... Jeg har aldrig sagt noget, men jeg har tænkt mit.”
Det er vigtigt at huske, at kritikken kommer af gode intentioner, er hun blevet enig med sig selv om:
“Det fylder så meget at blive forælder. Vi har behov for at dele ud af egne erfaringer. Man tror, at man kan hjælpe, men ofte virker det bare belærende.”
