»Bliv hjemme, hvis du har symptomer.«

Det er en anbefaling, som danskerne har hørt gentagne gange fra Sundhedsstyrelsen i løbet af de sidste to år.

Men det er ikke alle danskere, der bliver under dynen, hvis næsen drypper, eller det kriller i halsen.

Ifølge en ny undersøgelse er en stor andel af de arbejdsdygtige danskere mødt på arbejde, selvom de på et tidspunkt har været syge i perioden fra november 2021 til april 2022. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rentokil Initial.

Særligt er de unge gode til at smide næsespray, hovedpinepiller og lommetørklæder i tasken og tage på arbejde.

41 procent af de 18-34 årige danskere har nemlig mødt syge på arbejdet inden for det sidste år.

Til sammenligning er 36,5 procent af danskerne mellem 35-49 år og 15,5 procent danskerne mellem 50-64 år mødt syge på arbejde.

»Det er problematisk, hvis mange af os dukker op med snotnæse og hoster igennem på arbejdspladsen. Vi spreder smitte og forlænger sygdomsperioder – også når vi er plaget af en pandemi,« siger Maria Brix Balle, der er biologi i Initial.

Hos Rentokil Initial anslår man, at tallet i virkeligheden er højere, da knap halvdelen af de unge mellem 18-34 år svarer, at de har oplevet, at en kollega er mødt syg på arbejde.

En forskel, der kan bunde i forskellige sygdomsopfattelser, mener Maria Brix Balle.

»Der er en markant forskel på, hvornår vi oplever, at vi selv er syge, og hvornår kollegerne er det. Det kan også tyde på, at vi måske er mere bevidste om, hvor meget smitte vi er udsat for, end hvor meget smitte vi udsætter andre for,« siger hun.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening koster sygefravær hvert år det danske samfund cirka 46 milliarder kroner.