Møbelforhandleren bag moreland.dk har fået en bøde på 40.000 kroner.

Det skyldes, at virksomheden bag hjemmesiden er blevet politianmeldt for at bruge fiktive mængderabatter på sin hjemmeside.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden – som stod bag politianmeldelsen – i en pressemeddelelse.

»Når en forbruger bliver lovet en besparelse, skal der også være tale om en reel besparelse. Det er der ikke, når mængderabatter er fiktive, fordi produkterne ikke kan købes enkeltvis,« forklarer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Hele sagen udsprang af en klage over virksomhedens prismarkedsføring på hjemmesiden moreland.dk.

Klagen fik Forbrugerombudsmanden til at foretage en undersøgelse af hjemmesiden – og i maj sidste år førte det til en politianmeldelse for seks gange at have anvendt fiktive mængderabatter på hjemmesiden i perioden fra 10. juli 2020 til 21. august 2020.

Ifølge Forbrugerombudsmanden oplyste virksomheden eksempelvis, at prisen for én stol var 199 kroner, mens prisen for fire stole var 499.

Dermed kunne forbrugeren spare 297 kroner.

Men ifølge Forbrugerombudsmanden kunne det vildlede forbrugeren, da det fremgik med småt under 'Læg i kurv'-knappen, at man slet ikke kunne købe færre end fire stole.

Virksomheden bag hjemmesiden moreland.dk har accepteret at betale en bøde på 40.000 kroner.