»Det er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har været udsat for.«

Sådan lyder det fra en af de danskere, der de seneste dage har modtaget en usædvanlig e-mail fra en afsender, der forsøger at afpresse penge fra modtageren ved at skrive, at han ved, du har besøgt en hjemmeside med 'erotisk underholdning', og at han nu er i besiddelse af en video, hvor du 'konsumerer' det.

»Jeg er jo vant til at modtage alle mulige svindelmails. Nogen udgiver sig for at være fra Apple eller Skat og skriver, jeg skal opdatere mine kontooplysninger, eller det kan være de der nigerianske tiggerbreve. Så jeg er vant til at være ekstremt kritisk, men jeg synes, det her var den mest ubehagelige mail, jeg har fået,« fortæller den mandlige modtager af mailen, der ønsker at være anonym.

Særligt var det skræmmende, fordi et af hans gamle passwords blev gengivet i mailen, forklarer han.

Tirsdag aften advarede Nordsjællands Politi mod de ubehagelige mails, efter politikredsen de seneste dage havde modtaget flere anmeldelser fra borgere om dem. Ifølge politiet tyder noget på, at afsenderne af mailsene har fundet en gammel liste med lækkede passwords. Dog formodes resten af indholdet af de afpressende mails at være ren 'svindel og humbug'.

Overvejede ikke at betale

Da den mand, som B.T. har været i kontakt med, fik mailen i søndags, tænkte han i begyndelsen, at det måtte én fra hans omgangskreds, der stod bag, fordi hans gamle password - som han havde ændret for et halvt års tid siden - fremgik.

»Det, der gjorde mig mest bange, var, at de havde mit password, og jeg nåede at tænkte, hvem fanden i mit netværk, der kunne stå bag,« forklarer han.

I mailen skrev afsenderen, at manden havde 72 timer til at betale et vist pengebeløb - ellers ville afsenderen blandt andet offentliggøre en video, som han havde optaget af manden via hans webcam, mens han besøgte en porno-hjemmeside.

På det tidspunkt vidste manden ikke, at der var tale om fup, men selv om han var bekymret for, at der pludselig kunne blive delt alt muligt, så overvejede han 'overhovedet ikke' at betale.

»For jeg ved, at hvis man først begynder at betale, så erkender man på en måde sin 'skyld', og så bliver man bare presset yderligere og til at betale mere. Det var det sidste, jeg ville gøre, for jeg har jo ikke gjort noget galt. Der er jo ikke noget kriminelt i at se porno, så længe der ikke er tale om børneporno. Og hvem af os har ikke været inde på en pornoside på et eller andet tidspunkt i vores liv?,« siger han.

'Jeg blev utroligt glad'

Da han senere så, at politiet advarede mod mailen, kunne han dog ånde lettet op, fordi det dermed stod klart, at han ikke var den eneste, at der er tale om en tom trussel, og at det ikke var personligt.

»Jeg blev utrolig glad, da jeg så det i dag (onsdag, red.), for det værste var nok, at jeg troede, det kunne være én, jeg kendte,« siger han.

Han har nu som sikkerhed ændret alle sine passwords.

Nordsjællands Politi oplyser til B.T., at man siden fredag morgen klokken 07 til onsdag morgen har modtaget 20 anmeldelser om de afpressende mails. Ingen har - så vidt politiet ved - betalt afpresserne.