Modstand mod kæmpe projekt: 'Ødelægger vores strande'
Der er tale om 'Nordkystens Fremtid', der skal sikre nordsjællandske kommuner mod at blive spist af havet.

Der er tale om 'Nordkystens Fremtid', der skal sikre nordsjællandske kommuner mod at blive spist af havet.

Det er et gennemgribende projekt, der egentlig skal sikre kysten og de ejendomme, der ligger tæt på vandet.
Men i de nordsjællandske områder er der også bekymring for, at området skal blive ødelagt.
»Vi undrer os over, at man skal bruge så mange penge på faktisk at forværre kysten og ødelægge den rekreative værdi, der er ved at gå på en strand, som består af sand,« siger Jacob Borch, formand for Tisvildeleje Kystsikringslag, til TV 2 Kosmopol.
Han hentyder til projektet 'Nordkystens Fremtid', hvor der blandt andet er planer om at hente 241.000 kubikmeter grus og sten op fra havbunden sydøst for Samsø.
Hele molevitten skal derefter placeres på de berørte strækninger i kommunerne Halsnæs, Helsingør og Gribskov for at forhindre havet i at æde sig ind i området.
Men førnævnte Jacob Borch mener altså, at det vil »ødelægge vores pragtfulde strande«, fordi frygten er, at der vil være sten i stedet for sand i fremtiden.
Han taler også på vegne af tre andre nordsjællandske kystsikringslag, lyder det.
Ifølge TV 2 Kosmopol er der dog omvendt mange flere kystsikringslag, der er tilhængere af projektet, men det har været svært at få nogle af dem til at stå frem og direkte sige det.
Fra politisk side er der bred opbakning til projektet i de tre kommuner.