En type modermælkserstatning fra Nestlé mistænkes for alvorlig sundhedsrisiko, og derfor opfordrer Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut alle forældre til at kassere produktet.
Der er tale om erstatningen med navnet Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1 med batchnummer 53030346AB, der har en vægt på 800 gram og sælges i en dåse.
Produktet er solgt i dagligvarebutikker i hele landet og netbutikkerne Ammenam, Med24.dk og Nemlig.com.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fund af bakterien Bacillus cereus i produktionsmiljøet førte til en tilbagekaldelse 10. december, men nu indskærper styrelsen advarslen.
- Bacillus cereus kan i almindelige tilfælde give diarré og opkast, og da bakterien er fundet i et produktionsmiljø for modermælkserstatning, er det en meget alvorlig situation, fordi spædbørn er særligt sårbare, siger sektionsleder i SSI Steen Ethelberg.
I ekstremt sjældne tilfælde kan bakterien give anledning til et langt mere alvorligt og fatalt forløb, oplyser styrelsen.
Produktet er ikke længere i butikkerne, men da holdbarheden strækker sig helt til oktober næste år, er det vigtigt, at forældre tjekker, om de har produktet derhjemme, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Hvis man har et barn, der har indtaget det pågældende produkt og har symptomer som diarré eller opkast, bør man kontakte egen læge og oplyse, at barnet har indtaget produktet.
Produktet kan ud over navnet kendes på udløbsdatoen oktober 2027.
/ritzau/
