Efter et bekræftet omikron-smittetilfælde ved lørdagens Martin Jensen-koncert i Aalborg, sætter Region Nordjylland hårdt ind.

Alle koncertgæster bliver opfordret til at lade sig teste.

Og samtidig slipper de for at skulle bestille tid til en pcr-test. Det gælder PCR-teststedet i Vejgaard og PCR-teststedet på Aalborg Universitetshospital, Syd.

Det kræver, at man kan fremvise en Martin Jensen-billet fra lørdag, oplyser regionen i en pressemeddelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste tidligere til DR, at en koncertgæst er bekræftet smittet med omikron. Koncerten fandt sted lørdag i Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC).

»Vedkommende er i går (tirsdag, red.) bekræftet smittet med omikron,« siger vicedirektør i styrelsen, Birgitte Drewes, til DR.

»Det vigtige er, at folk bliver testet hurtigst muligt i dag og igen i overmorgen, og de skal være særligt opmærksomme på symptomer. Og hvis de har symptomer, skal de lade sig isolere og blive PCR-testet.«

Og det er det, Region Nordjylland nu vil imødekomme ved at lade gæsterne slippe for tidsbestilling.

Myndighederne opfordrer til, at man enten lader sig teste med en PCR- eller hurtigtest.

Region Nordjylland oplyser dog, at der kan forekomme kødannelse ved teststederne. Noget, B.T. også har beskrevet tidligere.

Er det muligt, opfordres gæster således til at søge længere væk efter et teststed, såfremt det er muligt. Regionen arbejder omvendt på at indsætte ekstra testkapacitet.