Hvis du har Telmore, har du muligvis haft problemer mandag aften.

Mobilselskabet Telmore har nemlig været ramt af tekniske problemer. Det skriver Telmore på deres Facebook-side.

'Kære kunder. I kan lige nu opleve udfordringer med at logge på Mit Telmore, lytte til musik på Telmore Musik og gå på opdagelse på Telmore.dk'

Sent mandag aften ser hjemmesiden dog ud til at være oppe at køre igen. Men det var ikke helt uden omkostninger. For de uventede udfordringer fik flere Telmorekunder til tasterne.

En Facebookbruger skrev blandt andet, at det ikke er særlig professionelt, at Telmore er nede, og at hun ikke er blevet oplyst om noget.

Flere personer på Facebook spørger helt uvidende, om Telmore oplever problemer, da de ikke kan bruge deres tjenester.

Efter lidt tid gjorde Telmore opmærksom på de tekniske problemer. Det vides endnu ikke, hvorfor de tekniske problemer er opstået.

'Vi er så kede af de gener, fejlen kan medføre og takker for jeres forståelse og tålmodighed. Det betyder mere, end I aner,' lød den seneste opdatering klokken 21.00.

700.000 danskere har Telmore som deres mobilselskab.