Til sommer kan du ikke længere bruge Bluetooth-funktionen, når du betaler med MobilePay i fysiske butikker. En ekspert ser det som en sejr til Apple, men MobilPay mener selv, de har en stærkere ny betalingsløsning.

For nylig afslørede firmaet bag den danske betalings-app MobilePay, at de fra 1. juli stopper med at tilbyde Bluetooth-baseret kontaktløs betaling på betalingsterminaler i butikker landet over.

'MobilePay gør nu QR-koder til den bærende løsning ved kontaktløs mobilbetaling i butikker i Danmark. Beslutningen påvirker ikke de over 100.000 butikker, som bruger MobilePay Myshop. Det berører alene den såkaldte MobilePay Point of Sale-løsning, hvor brugerne benytter Bluetooth til at betale ved kassen,' lød det blandt andet i pressemeddelelsen.

Lars Andreas Hansen, der er adm. direktør i rådgivningsfirmaet Bank Brokers og ekspert i betalingsløsninger, vurderer over for Børsen, at det nye fokus på QR-koder viser, at MobilePay har givet op og erkendt, at deres tilstedeværelse i fysiske butikker er på lånt tid.

Eksperten mener, det skyldes Apples dominans:

»Det her er et nederlag for MobilePay. Apple har haft held til at dominere smartphonemarkedet i Danmark, og de kan via Apple Pay tilbyde iPhone-ejerne en lige så smidig betalingsoplevelse som med et almindeligt kontaktløst betalingskort. Den løsning blokerer de MobilePay og andre fra at tilbyde, og de er derfor forvist til dårligere teknologier,« siger han til Børsen.

Lars Andreas Hansen mener, det er altafgørende, at det skal være så nemt som muligt for forbrugerne at betale, og her er det nemmere at betale med Bluetooth frem for med QR-scanning, hvor man skal bruge sit mobilkamera og scanne en kvadratisk kode.

Adm. direktør Claus Bunkenborg erkender over for Børsen, at deres Bluetooth-model har været udfordret af tekniske fejl, men er ikke enig i, at deres nye fokus skal ses som et nederlag. Han påpeger, at de samtidig har vækstet på QR-området, og derfor laver de skiftet for at stå så stærk som muligt.

EU-Kommissionen indledte ifølge Børsen sidste sommer en sag om, hvorvidt Apple må have monopol på den chip i iPhones, som gør det muligt at benytte telefonen som betalingskort.

Hos MobilePay håber man, at sagsbehandlingen i fremtiden vil betyde, at de også kan benytte chipteknologien og på den måde kunne indlejre sig direkte i forbrugernes smartphones.

Det ser Lars Andreas Hansen heller ikke så positivt på. Han påpeger, at hvis forbrugerne først har vænnet sig til at bruge Apple Pay, hvorfor skulle man så gå tilbage til MobilePay?

Læs mere om sagen HER.