Situationen er »på vej til at være kritisk for borgerne.«

Sådan lød det i en mail fra den operative chef for Hovedstadens Beredskab til chefen for vagtcentralen. Han efterlyste en plan for at nedbringe køen til 1-1-2.

Men han fik intet svar. Først efter en rykkermail sendt tre uger senere, reagerede ledelsen. Det skriver Berlingske på baggrund af aktindsigter.

I den seneste uge har mediet afdækket kritisable forhold i Hovedstadens Akutberedskab, hvor flere tusinde opkald fra borgere går tabt, når de viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral.

Nu viser det sig, at chefen for vagtcentralen, Preben Hansen, har siddet advarslen om situationen overhørig.

Efter den første mail sendt 15. juli, kontaktede den operative chef for Hovedstadens Beredskab, chefen for vagtcentralen, Preben Hansen, igen 4. august, altså 3 uger efter.

Det resulterede i, at Preben Hansen denne gang reagerede og lod forstå, at ledelsen var bekendt med problemet, der skyldes opsigelser, og at vagtcentralen havde iværksat tiltag.

Hvad der er årsagen til, at vagtcentralens chef først efter tre uger reagerer på henvendelsen om den bekymrende tilstand i centralen, er uklart.

Berlingske har spurgt regionens vagtcentral. Kommunikationsafdelingen svarer i en mail:

»Akutberedskabet og Hovedstadens Beredskab har et tæt og fint samarbejde, som foregår via møder, telefonsamtaler og mails, og vagtlederchefen har netop handlet på mailen fra Hovedstadens Beredskab.«