Advokathuset Horten møder stadig modstand i kundekredsen efter TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane'.

Flere dårlige historier lader til at have kostet tillid i Danmarks største kommune, København, som køber ydelser fra Horten gennem en millionaftale.

Horten blev kendt vidt og bredt, efter TV 2 i foråret afslørede partner Nicolai Dyhr i at vejlede kriminelle i at omgå konkursreglerne.

Sidste uge kunne B.T. fortælle, at selskabet har suspenderet en anden partner, Line Brokholm, i kølvandet på nye afsløringer fra Berlingske og 3F om mistænksom adfærd i samme boldgade.

Advokat Nicolai Dyhr blev fyret som konsekvens af sin optræden på skjulte optagelser i TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane'.
Advokat Nicolai Dyhr blev fyret som konsekvens af sin optræden på skjulte optagelser i TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane'. TV 2

Onsdag annoncerede Horten så selv fyringen af yderligere fire ansatte – og nulstillingen af en hel afdeling.

Det har vakt opsigt på rådhuset i København.

»Jeg har bedt om, at de nu kommer ind og forklarer sig,« siger beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken (V).

»Nu er det ligesom en hel afdeling, der er pilrådden – er det resten af firmaet også?,« spørger Lütken, som siger til B.T., at spørgsmålet 'bekymrer' ham.

Line Lundorff Brokholm, advokat.
Line Lundorff Brokholm, advokat. Pressefoto

Både Nicolai Dyhr og Line Brokholm sad i Hortens insolvensafdeling i København, som håndterer konkurser. 

Det er den afdeling, som Horten nu 'nulstiller'.

»Nicolai Dyhrs optræden i 'Den sorte svane' taler for sig selv, og mistanken om, hvorvidt hans metoder har forplantet sig i insolvensafdelingen i København, er både åbenbar og legitim. Den hidtidige afdelings medarbejdere har arbejdet sammen med Nicolai Dyhr på sagerne, eller har fået sager af Nicolai Dyhr,« lyder det i en pressemeddelelse onsdag.

Lütken lader ikke til at være overrasket over, at firmaet har set sig nødsaget til at fyre flere.

»Mistanken om, at det stikker dybere, er i hvert fald blevet bekræftet,« siger Lütken til B.T.

Allerede kort efter, at 'Den sorte svane' rullede over skærmen i maj, måtte Horten på charmeoffensiv blandt flere danske kommuner, som forinden havde valgt at suspendere samarbejdet med advokathuset.

Det lykkedes dengang at få gydet olie på vandene, men nu er den altså gal igen i København, der ifølge Advokatwatch har indgået en toårig rammeaftale på 176 millioner kroner med Horten.

»Jeg har i hvert fald også behov for at dykke mere ned i mulighederne for, at når den her aftale skal i udbud igen … er der så andre firmaer, der kan løse det her,« siger Lütken.

Hortens direktør, Anders Bager Jensen, oplyser i en mail torsdag eftermiddag, at Horten »netop« har sendt sine kommunale en redegørelse for »hele forløbet i insolvensafdelingen« på hovedkontoret og de tiltag, firmaet har taget.

Direktøren udtrykker stor forståelse for behovet for yderligere forklaring i Københavns Kommune og siger, at man vil tage dialogen løbende.

»Med nulstillingen af den afdeling, hvor Nicolai Dyhr tidligere var partner, har vi taget konsekvensen af, at fortidens skygger stadig spøgte og forhindret os i at komme troværdigt videre i samarbejdet med vores klienter,« lyder det blandt andet fra direktøren.

Han tilføjer, at man har udarbejdet strammere retningslinjer, som skal forhindre lignende sager i at opstå i fremtiden. 

»For Horten er det afgørende, at vores klienter altid uden undtagelse kan have tillid til vores rådgivning. Vi gennemfører de redeøglreser og de tiltag, der skal til for at sikre, at den tillid består.«