Søndag blev Føtex-kunder i Randers mødt af et sæt lukkede skydedøre.

Butikken holder nemlig lukket, fordi man har mistanke om, at der er skadedyr i butikken.

Hvilke slags skadedyr, der er tale om, vides ikke med sikkerhed, udover at det nok er en gnaver af en art, siger varehuschef i Føtex Randers, Per Toldbod, til B.T.:

»Der var en kunde, der kontaktede os og sagde, at hun var ret sikker på, at hun havde set en mus bag et af vores kølemøbler.«

Butikspersonalet besluttede derfor at holde butikken lukket hele søndag for at komme til bunds i sagen.

»Vi har spærret alt af og skilt alt ad. Vi har vores skadedyrsbekæmper herinde, som patruljerer her med jævne mellemrum.«

Skadedyrsbekæmperen har sat fælder op, og så er alt lyset i varehuset blevet slukket. På den måde håber man at lokke skadedyret frem.

Varehuschef Per Toldbod tager situationen med oprejst pande:

»Vi tager fødevaresikkerhed alvorligt, selvom det er træls, men det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at man har fundet tegn på skadedyr i en fødevarebutik,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Der er heldigvis eksperter, der kan hjælpe, så der er ikke nogen panik på den konto, udover at det er mega træls, men sådan er det jo.«

Helt lige så positivt ser varehuschefen dog ikke på det løfte, de har givet deres kunder om at åbne butikken igen mandag:

»Det kommer an på, hvad der sker de næste par timer. Jeg kan ikke garantere det. Vi håber på det.«