»Prisen ryger ikke over 400.000 kroner, det har du mit ord for.«

»Du skal bare betale 50.000 kroner a conto.«

Pelshandleren smiler, mens kvinden i minkpels kører kreditkortet igennem.

Scenen er fra TV3-programmet 'Købmænd på 1. klasse', sendt i 2015.

Mariann Færø prøver en minkpels i TV3-programmet 'Købmænd på 1. klasse'.
Mariann Færø prøver en minkpels i TV3-programmet 'Købmænd på 1. klasse'. Foto: Fra TV3 'Købmænd på første klasse'
Vis mere

Her flasher rekrutteringskonsulent Mariann Færø sin rigdom og hang til dyre pelse, der nu viser sig at spille en helt central rolle i den historiske korruptionssag fra Rigspolitiet.

Som beskrevet tidligere i B.T. er tidligere chef i Rigspolitiet Bettina Jensen sammen med Mariann Færø sigtet for bestikkelse.

Det skyldes en mistanke om, at Bettina Jensen modtog næsten 800.000 kroner fra Mariann Færø som tak for lukrative kontrakter i Rigspolitiet.

Nu viser det sig, at kvinderne ikke kun har udvekslet rede penge.

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er sigtet for at modtage bestikkelse.
Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er sigtet for at modtage bestikkelse. Foto: politidirektørforeningen.dk
Vis mere

Med afsæt i fortrolige dokumenter fra Københavns Politi og Rigspolitiet kan B.T. nu fortælle, at Mariann Færø også købte en pels til Bettina Jensen til en værdi af 37.000 kroner. Desuden solgte hun en anden pels til Bettina Jensen for 25.000 kroner.

Omstændighederne omkring pelshandlerne er ikke fuldt klarlagt:

Ifølge dokumenter fra politiet har Bettina Jensen under afhøringerne i sagen forklaret, at Mariann Færø blot lagde ud for pelsen til 37.000 kroner, da de begge var i en pelsbutik i Charlottenlund.

Mariann Færø kunne under sin afhøring ikke huske, at hun havde lagt ud for en pels til 37.000 kroner, endsige at hun havde solgt en anden pels til 25.000 kroner til sin veninde.

Heller ikke pelshandleren fra Charlottenlund, der ifølge Bettina Jensen vurderede pelsen til 25.000 kroner, husker noget.

Der er ud fra det oplyste heller ikke fundet bankoverførsler eller lignende, som dokumenterer, at Bettina Jensen betalte Mariann Færø for pelsene.

Steven Sampson, der er dansk korruptionsforsker og professor emeritus fra universitetet i Lund i Sverige, mener, at det er mistænkeligt, at betalingerne for så store beløb skulle være faldet i kontanter. Det sår tvivl om, hvorvidt det overhovedet er sket.

»Det ser ud til, at der er blevet betalt tilbage (for kontrakterne, red.) i form af dyre gaver,« siger han.

Bettina Jensen blev i 2017 fyret fra Rigspolitiet og politianmeldt efter B.T.s afdækning af lovbrud, mulig overbetaling og tætte relationer til Mariann Færø og en anden konsulent ved navn Christine Thorsen, som Bettina Jensen hyrede for 20 millioner kroner på tre år.

I november 2019 valgte Københavns Politi efter to års efterforskning ikke at rejse tiltale i sagen, men kort efter tvang Rigsadvokaten Københavns Politi til at genoptage efterforskningen efter en klage fra Rigspolitiet, der mente, at efterforskningen var mangelfuld.

I klagen til Rigsadvokaten fra 17. december 2017 undrer den nu tidligere økonomidirektør i Rigspolitiet Thomas Østrup sig over Bettina Jensen og Mariann Færøs divergerende pelsforklaringer.

'For en umiddelbar betragtning er det vanskeligt at forstå, hvordan der kan være så mange usikkerhedsmomenter om køb og salg af pelse inden for en toårig periode, idet der alt andet lige må antages at være tale om køb og salg af genstande, der ikke har karakter af en hverdagsforeteelse,' skriver han i klagen.

Mariann Færø handlede pelse med tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen, samtidig med hun fik 10,5 millioner kroner i honorarer fra Rigspolitiet.
Mariann Færø handlede pelse med tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen, samtidig med hun fik 10,5 millioner kroner i honorarer fra Rigspolitiet. Foto: Fra TV3 'Købmænd på første klasse'
Vis mere

De to kvinders pelshandler fandt sted i 2011 og 2013, dvs. samtidig med at Bettina Jensen som chef i Rigspolitiet personligt hyrede Mariann Færø som ekstern konsulent for 10,5 millioner kroner.

Begge kvinder er nu sigtet for bestikkelse.

At kvinderne har shoppet pelse sammen, understøtter ifølge Rigspolitiets klage til Rigsadvokaten, at overførslerne til Bettina Jensens private bankkonto er bestikkelse.

Af efterforskningsdokumenterne fremgår det i øvrigt, at Københavns Politi kom på sporet af mulige pelsgaver, fordi det fremgik af Bettina Jensens Outlook-kalender, at de skulle 'shoppe pelse'. Forholdet blev efterfølgende anmeldt til Københavns Politi.

Københavns Politi valgte i første omgang ikke at inddrage pelsene i en straffesag, fordi det fandt Bettina Jensens og Mariann Færøs forklaringer troværdige: 'Efterforskningen har ikke med tilstrækkelig sikkerhed dokumenteret, at der skulle være sket bestikkelse,' står der i påtaleopgivelsen af 5. november 2019.

Derudover er der ifølge Københavns Politi 'mailkorrespondance, som underbygger den afgivne forklaring om, at der ikke er tale om en gave eller lignende, men alene er tale om, at Mariann Færø har lagt ud for Bettina Jensen og efterfølgende har fået refunderet udlægget'.

Hvad der står i mailene, fremgår ikke af materialet.

Hverken Bettina Jensen eller Mariann Færø har ønsket at udtale sig om deres indbyrdes handel med pelse.