Salget af minkpelse hos Østjydsk Skindcenter i Tørring er eksploderet de seneste uger.

Alligevel sidder ejerne tilbage med en ambivalent følelse.

»Vores omsætning på danske minkskind er steget med cirka 60 procent. Det er vi selvfølgelig glade for, men det er på en trist baggrund,« siger medejer af Østjydsk Skindcenter Lone Neergaard til TV 2 Østjylland.

For hun er overbevist om, at de fejende flotte salgstal skyldes statsminister Mette Frederiksens (S) ordre om, at alle danske mink skal aflives på pressemødet 4. november.

Danmark var før ordren verdens største producent af minkskind, så i kølvandet på aflivningerne forventes prisen på minkpelse at stige voldsomt.

Ovenikøbet er de danske minkpelse – ifølge Lone Neergaard – de flotteste i verden.

Men snart forsvinder de helt fra markedet på grund af ordren om at aflive slå alle danske mink – som siden viste sig at være ulovlig – og den nye lov, som gør minkavl ulovlig i Danmark til 31. december 2021.

Østjydsk Skindcenter sælger også mange andre pelsprodukter, så ifølge Lone Neergaard kommer det ikke til at påvirke forretningen særlig meget, at leverancerne af danske minkpelse stopper.

Hun oplyser også, at forretningen ikke løber tør for minkskind lige foreløbig.