Jordrup, 26. november 2020: Mette Frederiksen når lige en sidste bemærkning, inden hun hopper ind i sin ministerbil og kører bort.
»Pas på jer selv. Held og lykke. Kompensationen skal vi nok få på plads,« siger hun.
Her et år efter husker Peter Hindbo stadig tydeligt afskedsreplikken.
»Hun sagde endda også, at der ikke ville gå lang tid,« erindrer Peter Hindbo.
Statsministeren havde under stor mediebevågenhed forinden været til kaffe og rundvisning på hans og sønnen Andreas' minkfarm, hvor de under »pres og stress« i dagene forinden havde aflivet alle deres 25.000 – usmittede – mink i coronabekæmpelsens navn.
De sidste døde dyr lå endda stadig stablet inde i de kridhvide køletanke kun få meter fra Mette Frederiksen, da hun havde smidt den blå beskyttelsesdragt og holdt et interimistisk pressemøde foran den største staldbygning.
Det markerede også en brat afslutning for den virksomhed, som Peter Hindbo for 33 år siden skabte fra bunden – et livsværk, der om et par år skulle have været overdraget endegyldigt til næste generation.
Tilbage står de nu tomme staldbygninger, mens Hindbo-familien stadig venter på den lovede kompensation fra staten. Det samme gør resten af landets minkavlere.
»Det er træls, at det bliver ved med at køre. Det er jo ærgerligt, at der stadig er tvist om det. Vi vil egentlig bare gerne have det afsluttet, så vi kan få vores erstatning. Så vi kan komme videre,« siger 65-årige Peter Hindbo.
I stedet kan han i november 2021 se en statsminister, der endnu er viklet ind i beskyldninger om manglende lovhjemmel og nu også polemik om slettede sms'er. Og selvom der godt nok er lavet en politisk rammeaftale, er lovgrundlaget for den såkaldte ekspropriation af minkfarmene stadig ikke på plads.
Seneste melding er, at det kan vare op til tre år, inden landets cirka 1.100 minkfarme er blevet behørigt takseret, så kompensationerne kan fastlægges.
»Jeg forstår virkelig godt, at man skal have lovgrundlaget på plads, og at man skal rundt og vurdere alle minkfarme, men jeg forstår ikke, at det skal tage tre år. Det forstår jeg virkelig ikke, og det er frustrerende,« siger Peter Hindbo.
I mellemtiden har han etableret et lille økologisk landbrug ved den gård, han og hustruen flyttede ind på for tre år siden. Men han lever i høj grad også på velvilje fra en bank, der »er fortrøstningsfuld og tror på, at vi nok skal få vores penge, så vi kan betale vores gæld«. Eksempelvis er der dækket af for det seneste halve års totalrenovering af stuehuset. Det blev sat i værk, fordi »vi havde jo ikke andet at lave«.
Et år efter Mette Frederiksens besøg er det B.T., der i november 2021 er på visit hos den tidligere minkavler.
Her viser han igen rundt i staldene, hvor de mange tusinde tomme metalbure står tæt, tæt op ad hinanden på den ene lange række efter den anden. Alle maskiner er pakket ind i plastik.
»Her er simpelthen så uhyggeligt stille,« som Peter Hindbo forsigtigt udtrykker det.
Selvom han dagligt er kørt forbi staldbygningerne, har han stort set ikke været indenfor, siden det sidste arbejde med pelsning, behandling af skind og den afsluttende storrengøring blev overstået tilbage i marts.
»Det har taget en eller anden form for identitet væk fra mig. Det var mit projekt. Det var det, jeg var god til. De gode dyr, man havde fremavlet gennem 30 år, er væk,« siger Peter Hindbo:
»Der står et professionelt og virkelig topmoderne produktionsanlæg til ingen verdens nytte, og det kommer aldrig i gang igen. Det gør godt nok ondt at tænke på, at man har brugt mere end 30 år på at bygge det op.«
Det er endnu en mulighed, at der om nogle år igen kan blive åbnet for minkerhvervet i Danmark, men det er helt slut for familien Hindbo. Sønnen Andreas er eksempelvis i det forløbne år startet som selvstændig tømrer.
Og Peter Hindbo tror i det hele taget, at branchen vil få store udfordringer, hvis der skulle blive givet et politisk ja på et tidspunkt.
»Det bliver svært at rejse en minkproduktion igen med al den negative omtalte. Bare tænk på billederne af de døde mink, der lå spredt på vejene. Der vil nok være mange, der fravælger at gå i pels på grund af den slags historier,« siger han.
Og selv om der er blevet fældet mange tårer i de seneste år, er den tidligere minkavler mere fortrøstningsfuld i forhold til sin egen fremtid.
»Det var utroligt hårdt rent psykisk for os i starten, og jeg kan da godt ringe til en anden minkavler og skælde ud, men det ændrer jo ikke noget. Beslutningen blev taget, og ansvaret bliver vel placeret et eller andet sted, går jeg ud fra. Det har jeg ingen indflydelse på,« siger Peter Hindbo:
»Jeg synes, at jeg selv er kommet godt igennem nu. Jeg har bestemt ikke gået og kedet mig på noget tidspunkt, og det har også gjort, at jeg har ikke har siddet og tænkt så meget over tingene. Jeg har kløet på, og det har hjulpet mig – men jeg mangler stadig minkene, for der var noget unikt ved det arbejde. Bare det at have dyrene, kigge på dem og pusle om dem.«
