I Rema 1000 i nordjyske Brovst er der store bekymringer fra købmand Karsten Hansen angående hans butik.

»Vi er forundrede over, hvordan de må komme ind i vores butik. For mine medarbejdere må for eksempel ikke komme på arbejde, hvis de har været i kontakt med nogen, der har arbejdet med mink, eller har været i nærheden af dem,« fortæller købmand Karsten Hansen til B.T.

»De minkaflivere i området, de kan bare komme herned efter de har aflivet mink, og det er bekymrende.«

Han har flere gange oplevet, at afliverne fra minkfarmene kan skabe uro hos sine kunder, når de er nede og handle. Men ifølge Fødevarestyrelsen, så er der intet at bekymre sig om.

»De bliver testet to gange om ugen og skal jo have mulighed for at handle. Vi har bare sagt til dem, at de skal indordne sig under de spilleregler, som er i Danmark,« siger Stabschef for Fødevarestyrelsen Karsten Aagaard til Finans.

Han understreger, at personerne i området heller ikke skal bekymre sig, når det gælder forsinket smitterisiko.

»Det gælder for os alle. Og det tøj de bruger på minkfarmen er også blevet skiftet. De er oven i købet vasket og desinficerede. Så det er måske nogen af de reneste, man kan møde omkring de her ting,« uddyber Karsten Aagaard til Finans.

Fødevarestyrelsen har vurderet at samtlige smittede mink i Nordjylland, allerede vil være destrueret inden onsdagen rinder ud.