Finansministeriets hjemmeside har onsdag været ustabil på grund af dDoS-angreb, oplyser styrelse til medie.

Finansministeriets hjemmeside er onsdag blevet ramt af et overbelastningsangreb.

Det bekræfter styrelsen Statens IT, der driver ministeriets hjemmeside, over for mediet Computerworld.

Ifølge mediet har hjemmesiden løbende været oppe og nede onsdag.

Den danske banksektor blev i begyndelsen af ugen ligeledes ramt af et overbelastningsangreb - et såkaldt dDoS-angreb.

Her var det i en periode ikke muligt for kunder at tilgå syv bankers hjemmesider - og dermed deres netbank.

Også Nationalbanken var mandag og tirsdag udsat for et cyberangreb, der gjorde hjemmesiden utilgængelig.

Statens IT kan over for Computerworld ikke udtale sig om, hvorvidt angrebet på Finansministeriets hjemmeside har relation til de andre lignende angreb. Styrelsen kan heller ikke sige noget om, hvem der skulle stå bag.

Et dDos-angreb er et angreb, hvor gerningsmændene forsøger at lamme et system ved eksempelvis at oversvømme en server med forespørgsler.

Angrebet på banksektoren hævder en russisk hackergruppe ved navn Killnet at stå bag.

I december blev også Forsvarsministeriets hjemmesider ramt af et dDoS-angreb, der blev afværget efter 11 timer.

Forsvarsministeriets hjemmeside var nede, og det samme var hjemmesiderne tilhørende Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Center for Cybersikkerhed (CFCS), der hører under FE.

/ritzau/