”Det er stukket helt af.”

Så klar var advarslen fra souschefen i Socialtilsyn Hovedstaden, da hun i 2019 advarede Børne- og Undervisningsministeriet om forholdene Havregården Kostskole i Gilleje.

Men socialtilsynets opråb om at børn blev svigtet, og at mange elever havde massivt fravær, var ikke nok til at ministeriet omgående fik startet et tilsyn med kostskolen.

Det viser en aktindsigt i korrespondancen mellem de to myndigheder, som P1 Dokumentar har fået.

P1 Dokumentar har den seneste uge kunne afsløre, hvordan der årevis har været problemer med hårde stoffer, fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb mellem børn på kostskolen.

Da Socialtilsyn Hovedstaden i starten af oktober 2019 fandt en række 'kritiske forhold' på kostskolen, tog tilsynet kontakt til Børne- og Undervisningsministeriet.

Men først i december måned lykkedes det at afholde et møde mellem de to myndigheder.

Derefter går der yderligere 10 måneder før Undervisningsministeriet i oktober 2020 indleder et tilsyn med kostskolen.

-Det er helt ubegribeligt, at ministeriet ikke reagerer på oplysningerne fra socialtilsynet. Det er jo ikke at føre tilsyn, siger Eva Naur Jensen, lektor og forsker i socialret ved Aarhus Universitet.

Allerede i slutningen af 2016 blev Havregården Kostskole udtrukket til kontrol, fordi kostskolen havde for dårlige karakterer. Men efter at Undervisningsministeriet havde brugt over to år på at færdiggøre tilsynet, konkluderede de i 2019, at skolen levede op til de krav, der stilles til undervisningen på en kostskole.

Dette på trods af, at skolens resultater i 2018 var blevet forværret på samtlige tre punkter, som Undervisningsministeriet måler på. Alligevel tog ministeriet ikke ud på et nyt tilsynsbesøg på kostskolen.

Og det er ikke godt nok, siger Eva Naur Jensen.

-Når sagsbehandlingen går over så lang tid, så kan der jo være sket meget på den skole.. Det virker uforståeligt og ude af trit med den virkelighed, de fører tilsyn med, siger hun.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver til P1 Dokumentar:

”Det vi hører om på Havregården må ikke kunne ske. Der har været flere myndigheder inde over sagen, men det billede der står tilbage, er et svigt af børnene. Jeg har derfor bedt om en redegørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) om forløbet.”

Både Venstre og Dansk Folkeparti vil nu kalde børne- og undervisningsministeren i samråd om sagen:

- Ministeren er nødt til at svare Folketinget på, om vores system er godt nok. Ellers risikerer vi, at der er flere børn og unge, vi svigter, fordi myndighederne ikke taler sammen. Det kan vi ikke være tjent med, siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby.