Selv om smittesporingsapp er erklæret sikker at bruge, må Udenrigsministeriets medarbejdere ikke hente den.

Udenrigsministeriets ansatte har fået forbud mod at downloade den smittesporingsapp, der skal opspore smittekæder med coronavirus, og som Sundhedsministeriet lancerede i juni, på telefoner og tablets udleveret af ministeriet.

Det skriver Information.

Grunden er, at man frygter for datasikkerheden, fordi appen kræver, at man har bluetooth-funktionen aktiveret på sin telefon.

Det sker på trods af, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) flere gange har forsikret, at appen er sikker at bruge. Danskerne skal med andre ord ikke frygte, at deres data bliver lækket igennem appen ifølge ministeren.

Men det gælder altså ikke, hvis man har bluetooth-funktionen tændt.

Det er Erik Brøgger Rasmussen, Direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, der bekræfter forbuddet til Information.

- Bluetooth er en åben kanal, og derfor er den relativt nem at penetrere, for dem der nu har lyst til at følge med i, hvad der foregår. Derfor tillader vi generelt ikke brug af bluetooth på vores telefoner, siger han til Information.

Formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, mener dog, det er en smule dobbeltmoralsk af myndighederne.

Han mener godt, Magnus Heunicke kunne have modereret sine udtalelser om, hvor sikker appen er.

- Det er jo en smule besynderligt, at man kraftigt opfordrer befolkningen til at installere denne app og tænde for bluetooth og i en så stor organisation som Udenrigsministeriet forbyder det for ansatte. Det er en lille smule dobbeltmoralsk, siger han til Ritzau.

Med appen kan brugere give besked til andre, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus.

Melder man sig positiv, kan den give besked til andre brugere, som man ikke kender, men har været tæt på, som så kan blive testet.

Magnus Heunicke er på ferie, og det har derfor ikke været muligt for Information at indhente en kommentar til sagen.

/ritzau/