Et større smitteudbrud i Hørsholm lukker skoler, institutioner og kommunale arbejdspladser ned fra lørdag.

Det forventes, at erhvervslivet i Hørsholm lukkes midlertidigt ned fra på søndag.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Det sker, da kommunens incidenstal ligger over grænsen for automatisk nedlukning.

Erhvervsministeriet afventer, at nedlukningen af Hørsholm kommune vil blive behandlet i Epidemikommissionen, før den endelige beslutning træder i kraft, fremgår det af pressemeddelelsen.

Derudover skal det også forelægges Folketingets Epidemiudvalg, skriver ministeriet.

Der vil dog fortsat være mulighed for at handle i dagligvarebutikker og i butikker, der sælger medicinsk udstyr. Det samme gælder for take away-stederne.

Incidenstallet i kommunen ligger fredag på 270 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Grænsen er 250.

Kommunen skal ligge under 250 smittede per 100.000 indbyggere i syv dage i træk, hvis nedlukningen skal ophæves.

Det er en model, som et bredt flertal i Folketinget har indført, så det er muligt at lukke ned lokalt, skulle smitten stige.

Tidligere fredag oplyste Hørsholm Kommune, at fritidsinstitutioner, skoler og kommunale arbejdspladser skal lukke ned fra lørdag.

Desuden skal kommunen lukke lokaler inden for kultur- og idrætsliv ned - heriblandt håndboldhaller.

Smitten har ifølge TV2 Lorry spredt sig de seneste dage, efter en gruppe i sidste uge så Champions League-fodbold sammen.

Efterfølgende har virusset spredt sig til gruppens familiemedlemmer og venner, og det har på kort tid sendt smitten op i kommunen, skriver mediet.

/ritzau/