Det skal oversættes til arabisk, hvordan man søger job. Ikke hvordan man søger om ydelser.

Så klar er meldingen fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), efter det er kommet frem, hvad der står på en seddel, der er hængt op på væggen i et kommunalt jobcenter.

»Helt grundlæggende, så er, bør og skal det være sådan, at der skal kommunikeres på dansk på jobcentrene. Vi befinder os i Danmark, og det bør være muligt at stille det krav, at der skal kommunikeres på dansk om de her ting,« siger Peter Hummelgaard.

Det er denne seddel, der er oversat fra dansk til arabisk:

Her er den besked, der på et andet ark på væggen hos jobcenteret i Gribskob Kommune er oversat til arabisk. Foto: Privat
Her er den besked, der på et andet ark på væggen hos jobcenteret i Gribskob Kommune er oversat til arabisk. Foto: Privat
Vis mere

»Er du flygtning eller indvandrer i Gribskov Kommune, og har du brug for hjælp?« står der i overskriften på brevet.

Herefter står der, hvordan man rent praktisk søger om ydelser fra det offentlige.

»Har du brug for hjælp til at ansøge om ydelse? Du skal søge om ydelse via borger.dk.«

Beskeden fortsætter med numre og mailadresse, der konkret skal bruges til at søge om ydelser.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Soren Bidstrup
Vis mere

Og det er så denne tekst, der er blevet oversat til arabisk på et andet ark.

Her er alle ord oversat, bortset fra 'borger.dk' og 'jobcenter@gribskov.dk', der jo skal bruges til ansøgningerne.

Peter Hummelgaard mener, at der sendes et forkert signal med den tekst på arabisk.

»Vi skal sende det meget tydelige signal, at jobcenteret ikke er en gavebod med ydelser. Nej, det skal frem, at der rent faktisk stilles krav, når man kommer til Danmark,« siger han.

Denne seddel på arabisk hænger på væggen i jobcentret i Gribskov Kommune. A4-sedlen orienterer blandt andet om jobcenterets åbningstider og hjemmeside. Foto: Privat
Denne seddel på arabisk hænger på væggen i jobcentret i Gribskov Kommune. A4-sedlen orienterer blandt andet om jobcenterets åbningstider og hjemmeside. Foto: Privat
Vis mere

Peter Hummelgaard er på vej med krav om, at indvandrere og andre udlændinge med et integrationsbehov skal bidrage i 37 timer om ugen, så de i langt højere grad bliver en del af det danske samfund og kommer i arbejde.

»Vi har i alt for mange år haft den logik, at når man kommer til Danmark, så er det første, man gør, at møde op i kommunen eller jobcenteret, hvor man får at vide, hvad det er for ydelser, man kan få,« siger Peter Hummelgaard og tilføjer:

»Det kommer til at tage noget tid at få vendt hele det system på hovedet.«

Ministeren er således ret enig med Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

»Jeg vil tage det her op med beskæftigelsesministeren, fordi jeg simpelthen synes, det er en uskik, at man på den her måde imødekommer folk, der ikke gider lære dansk. Jeg synes, det er helt forrykt,« sagde Morten Messerschmidt (DF) sidste weekend til B.T. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
»Jeg vil tage det her op med beskæftigelsesministeren, fordi jeg simpelthen synes, det er en uskik, at man på den her måde imødekommer folk, der ikke gider lære dansk. Jeg synes, det er helt forrykt,« sagde Morten Messerschmidt (DF) sidste weekend til B.T. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I sidste weekend kaldte han blandt andet oversættelsen 'en uskik', 'forrykt' og 'helt forkert'.

»Jeg synes, at det er helt forkert, at en kommune begynder at lefle for dem på den her måde. I stedet bør kommunen insistere på, at man skal tale dansk eller tage hjem, hvor man kommer fra,« sagde Morten Messerschmidt i sidste weekend til B.T.

Han slog også fast, at han netop ville bede beskæftigelsesministeren gå ind i sagen.

Fra Peter Hummelgaard er meldingen ret klar:

»Jeg vil understrege over for alle landets kommuner, at det er vores fælles opgave i hele beskæftigelsesindsatsen at sørge for, at udlændinge får besked om, at de har pligt til at bidrage til samfundet ved at komme i arbejde,« siger ministeren.

B.T. har præsenteret Peter Hummelgaards udtalelser for Gribskov Kommune.

Her vil de lytte til ministerens råd.

»Det er bestemt en god idé at supplere jobcenterets generelle råd og vejledning med en skriftlig vejledning også, så vi vil tage ministerens gode råd til os,« lyder det i en mail fra Niels Tørsløv, der er direktør for Plan, Teknik og Beskæftigelse i Gribskov Kommune.