På bostedet Zen Huset, der huser voksne autister i sjællandske Melby, har de ansatte krænket beboerne i en sådan grad, at det har ført til flere politianmeldelser.

En sag, der er så grel, at socialminister Astrid Krag (S) var chokeret, da hun læste om den.

»Det er fuldstændig rystende læsning. Helt forfærdeligt. At det, der burde være professionelle medarbejdere, kan gøre den slags ting, er helt uhyrligt,« siger hun.

Af en rapport fra socialtilsynet fremgår det, at de ansatte og en tidligere leder på bostedet har delt krænkende billeder og videoer af beboerne i meget private situationer på WhatsApp og Messenger.

Billederne og videoerne var ledsaget af grove, hånende og ondskabsfulde kommentarer.

Det var heller ikke ualmindeligt, at de ansatte kaldte de voksne handicappede ‘klamme so' og 'fede ko’, fremgår det af rapporten.

En adfærd, som ministeren overhovedet ikke forstår hvordan kan finde sted.

»Det er ikke en måde at behandle andre mennesker på og slet ikke mennesker med handicap, som man er ansat til at drage omsorg for,« siger hun.

Lederen og store dele af personalegruppen er siden blevet udskiftet, men socialtilsynet vurderer ikke, at bostedet skal have lov til at fortsatte, og 27. november sidste år afgjorde det, at bostedets godkendelse skal ophøre.

Astrid Krag er glad for at se, at socialtilsynet har handlet i sagen og har lukket stedet.

»Det er vigtigt, vi har et tilsyn, der kan handle, og jeg håber også, politiet vil handle i sagen. At flere ansatte er politianmeldt, siger noget om, hvor alvorligt det, der er foregået, er.«

Zen Huset er dog ikke lukket endnu, fordi bostedet har klaget over socialtilsynets afgørelse om lukning.

Zen Huset er desværre langt fra en enkeltsag.

Det fortæller landsformand for Landsforeningen Autisme Heidi Thamestrup.

»Vi ved, der foregår ting, der er mindst ligeså uetiske mange andre steder,« siger hun og forklarer, at de i foreningen oplever, at nogle bosteder spekulerer i at behandle autister dårligt.

»Det her et et område, hvor der er rigtigt mange penge at hente. De private bosteder er forretninger, og man kan tjene endnu flere penge, hvis man ikke behandler beboerne ordentligt,« siger landsformanden.

Landsformand for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup
Landsformand for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup
Vis mere

Heidi Thamestrup forklarer, at personer med autisme ikke er udadreagerende, men at hvis man presser dem, ikke opfører sig ordentligt overfor dem eller ikke gider bruge pædagogik, så kan de blive voldsomme.

Og udadreagerende adfærd er ensbetydende med flere penge til bostedet.

»For så kan bostedet argumentere for, de skal ansætte mere personale til beboerne,« siger Heidi Thamestrup.

Hun opfordrer til, at politikerne ser hele området efter.

»Hvis der er et sted, der trænger til justits, så er det her,« siger Heidi Thamestrup.

Socialminister Astrid Krag fortæller, at hun som minister gerne vil gøre mere for at sikre kvaliteten på bostederne.

»Man skal ikke kunne trække profit ud af bostederne. Vi skal sørge for, at pengene udelukkende går til at sikre omsorgen og rammerne for nogle af de mest udsatte borgere,« siger Astrid Krag.

Hun understreger også, at der skal fokus på, at de ansatte har de rigtige kompetencer til at tage sig af de borgere, de har ansvaret for.