Lørdag fik en ramadanmiddag i Aarhus arrangeret af blandt andet den skandaliserede Fredens Moské og Gellerup Kirke fint besøg.
Både digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og Enhedslisten-profilen Trine Pertou Mach deltog nemlig, og det møder nu hård kritik.
Afsenderen af kritikken er Christian Marcussen, der er en kendt islamkritisk debattør og klummeskribent hos Berlingske.
Det er også ham, der i et opslag på Facebook har afdækket de to politikeres deltagelse i ramadanmiddagen.
»Jeg synes, at det er problematisk, fordi de hvidvasker og legitimerer en moské, som har gjort sig uheldigt bemærket på mange måder, og som står for en ideologi, der er totalt fremmed for de fleste danskere,« siger Christian Marcussen til B.T. og fortsætter:
»Når politikere dukker op til den her slags arrangementer, så er det med til at få dem til at fremstå stuerene. Og det er de ikke.«

Christian Marcussen peger på, at Fredens Moské for år tilbage blev afsløret af TV 2 i at drive shariaråd.
Dette råd afsagde blandt andet afgørelser i sager, hvor manden var voldelig overfor kvinden. Her lød rådet fra moskeens imam, at kvinden ikke skulle gå til politiet eller blive skilt.
Derudover har Berlingske tidligere i år også afsløret, at en imam fra Fredens Moské har haft tilknytning til Det Muslimske Broderskab.
Med andre ord har Fredens Moské et noget blakket ry.
Men selv hvis hverken Caroline Stage eller Trine Pertou Mach har vidst, hvilken moské, der stod bag ramadanmiddagen, er det ikke en undskyldning for deres deltagelse i den, mener Christian Marcussen.
»Man kan godt forestille sig, at de ikke ved det, eller at de i hvert fald ikke ved noget om Fredens Moské. Hvis det er tilfældet, så er min opsang til politikere i det hele taget at interessere sig for de her moskeer,« siger han og tilføjer:
»Når man bliver inviteret, bør man undersøge, hvad det er for et sted, og om man kan ende med at være med til at legitimere en moské, der er bad news for Danmark.«
Stod det til Christian Marcussen, burde hverken politikere eller andre indgå i dialog med »islamister« som dem i Fredens Moské.

»I hvert fald ikke, hvis man er med til at legitimere dem. Det er fint, hvis man dukker op og er kritisk. Men når man som naiv dansker bare dukker op og tænker, at alt er godt, så er det et problem,« siger han.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Caroline Stage og Fredens Moské.
Enhedslistens pressetjeneste har på vegne af Trine Pertou Mach sendt en kort, skriftlig kommentar til B.T.
»Jeg deltog i et kristent-muslimsk arrangeret ramadanarrangement med både præster, en minister og en masse helt almindelige aarhusianere. Jeg har intet andet end dybeste afstand tilovers for ekstremistiske religiøse holdninger og sharialov, og det var selvfølgelig ikke den slags absurde ting arrangementet handlede om. Det handlede om at finde sammen på tværs af baggrunde for helt almindelige aarhusianere,« lyder det i den skriftlige kommentar fra Trine Pertou Mach.

