Undervisningsminister Merete Riisager (L) er stadig i gang med at finde ud af, hvordan skolerne bedst muligt forebygger radikalisering.

Flere initiativer er allerede iværksat, men skolerne må selv bestemme, om de vil bruge dem.

»Vi bliver hele tiden klogere på, hvad der er brug for, når det kommer til at forebygge radikalisering, men vi er endnu ikke færdige med arbejdet. Vi kommer til at arbejde meget mere med, hvordan vi bedst muligt lærer alle børn og unge om de danske frihedsværdier og demokrati,«, siger landets undervisningsminister Merete Riisager til B.T.

Den tidligere mentor og lærer for den terrordømte Kundby-pige, Christian Koed, opfordrer ellers undervisningsministeren til at gøre kildekritik, ekstremisme og digital dannelse til obligatoriske emner i lærerplanen.

Christian Koed var tæt på Kundby-pigen, da hun i efteråret 2015 blev radikaliseret via forskellige ekstremistiske miljøer på internettet. I dag arbejder han som lærer i Holbæk.
Christian Koed var tæt på Kundby-pigen, da hun i efteråret 2015 blev radikaliseret via forskellige ekstremistiske miljøer på internettet. I dag arbejder han som lærer i Holbæk. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg synes, at det skal indskrives i lærerens rolle, at man løbende skal beskæftige sig med de her emner og tale med eleverne om det på en åben og nysgerrig måde. De unge skal dannes og lære, hvad der er rigtigt og forkert,«, siger Christian Koed til B.T.

På nuværende tidspunkt kan ministeren dog ikke sige, om dialoger om digital dannelse og ekstremisme i fremtiden vil blive obligatoriske emner i skolernes kompetencemål.

»Det bliver en debat, vi skal have. Men det er ikke nogen nem debat, for det er svært at sige, hvordan indholdet skal fungere i klasselokalet. Skolerne har allerede godt undervisningsmateriale til rådighed på området, så lærerne kan være klædt på til at håndtere emner som radikalisering og ekstremisme,« siger Merete Riisager til B.T.

Undervisningsministeriet oplyser, at alle uddannelsesinstitutioner i dag kan ansøge om et udviklingsforløb under satspuljeinitiativet til forebyggelse af radikalisering og social kontrol.

Det skyldes, at der i 2016 blev afsat 32,4 millioner kroner af satspuljen til forebyggelse af radikalisering i dagtilbud, grundskolen og ungdomsuddannelser.

I Aahus Kommune findes der et dialogbaseret undervisningstilbud om radikalisering og diskrimination til alle skoler og ungdomsinsitutioner i kommunen. Her deltager en 9. klasse på Tilst Skole i workshoppen.
I Aahus Kommune findes der et dialogbaseret undervisningstilbud om radikalisering og diskrimination til alle skoler og ungdomsinsitutioner i kommunen. Her deltager en 9. klasse på Tilst Skole i workshoppen. Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix
Vis mere