Udlændingeminister Kaare Dybvad (S) opfordrede i april kommunerne til at sætte en stopper for kønsopdelt svømning, som han tordnede imod med ord som »udansk« og »undergravende for integrationen«.
Men han kan ikke give kommunerne en garanti for, at de ikke bryder loven, hvis de trækker tilladelserne til svømmeholdene.
Aarhus er en af de kommuner, hvor juristerne slet ikke mener, at man kan stoppe svømmeholdene indenfor loven.
Uklarheden om reglerne har fået flere politikere til at råbe op om sjusk, tidstrækkeri og sabotage fra ministeren, der nu svarer igen i et interview med B.T:
»Hver anden dag kritiserer oppositionen os for lovsjusk, og hver anden dag kritiserer de os for, at vi ikke laver lovforslag hurtigt nok, og at de ikke gider vente på juridiske afklaringer. Det kan jo ikke være begge dele,« siger Kaare Dybvad (S), der fastholder, at det er for tidligt at lave loven om.
Han vil vente og se, hvad der kommer ud af endnu en opgørelse over omfanget af kønsopdelte hold, som kommer næste år.
»Det er klart, hvis det er et problem, som vokser, så kan det være nødvendigt, men jeg har ikke truffet nogen konklusion om det endnu.«
Han anerkender dog, at der ikke er klarhed over reglerne, når jurister i Aarhus skriver, at de slet ikke må stoppe kønsopdelingen indenfor loven:
»Det tyder jo i hvert fald på, at der er en uenighed om det.«
'Jeg er jo ikke jurist'
I Aarhus skriver embedsfolkene i et notat, at så længe foreningerne lever op til reglerne for at blive godkendt under folkeoplysningsloven, »ses der ikke at være mulighed for at undlade at tildele lokaler.«
Men det er ikke hele historien, siger integrationsministeren:
»Jeg har også talt med borgmestre, der netop inden den nuværende lovgivning har sørget for, at der ikke kommer fuldstændig adskilt kønsopdelt svømning. Så der er nogle borgmestre, der mener, at man godt kan det, og nogen, der mener, man ikke kan det. Det tyder på, at der i hvert fald er noget lovgivning, som skal ses efter.«
Vil det sige, du er uenig med den juridiske lovgivning fra Aarhus?
»Jeg er jo ikke jurist med speciale i folkeoplysningsloven. Jeg kan bare konstatere, at der er nogen kommuner, der siger det modsatte. Og som praktiserer det modsatte. Og som netop har sagt nej til den type foreninger med begrundelse i folkeoplysningsloven. Så kan det godt være, at dem, der sidder i Aarhus har ret. Så er det jo i givet fald noget, jeg synes, man skal kigge på.«
Kaare Dybvad vil nu sammen med kulturministeren »prøve at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag.«
Altså den sag, som han selv har sat i gang, da han opfordrede kommunerne til at stoppe kønsopdelt svømning.
Burde du ikke som minister have sikret den klarhed, før du sendte et brev til kommunerne?
»Nej, det mener jeg ikke,« svarer Kaare Dybvad.
Han påpeger, at han netop har bedt kommunerne skrive til ham, hvis de støder ind i problemerne.
»Det her er ikke en fejl i processen. Det er en del af processen. På den måde er det helt efter bogen, at Aarhus Kommune giver os den tilbagemelding.«
Men kan du så give kommunerne en garanti for, at hvis de trækker tilladelserne, så er det indenfor loven?
»Jeg har bedt dem om at sige, hvis der er noget af det, som de støder på, som den nuværende lovgivning forhindrer. Og det er jo den tilbagemelding, jeg får nu. Så skal jeg diskutere med min kollega, hvad vi så gør for at gøre det mere klart. Men jeg sidder ikke og udsteder garantier nu her. Jeg siger bare, at det her hele tiden har været en del af processen.«
Er det ikke lidt absurd, at du ikke kan give dem en garanti for, at hvis de trækker tilladelser, er det indenfor loven?
»Nej. Jeg vil justere det her ordentligt og sætte mig grundigt ind i tingene, før jeg giver garantier eller ikke garantier for noget.«
Hvornår kan kommunerne og politikerne så forvente at få den klarhed?
»Det kan jeg ikke give en præcis dato for. Men vi samler op på det hele her i efteråret, og så håber jeg, at vi får den klarhed der.«
Læs hele interviewet med Kaare Dybvad her: