Tirsdag var det den internationale Holocaust-mindedag, og i den anledning holdt kirkeminister Morten Dahlin (V) en tale til minde for ofrene for Holocaust, nazisternes folkemord på jøder.

Her advarede han også mod den stigende antisemitisme i dagens Danmark. Men i kølvandet på, at han delte sin tale på Facebook, modtog Morten Dahlin en lang række »afskyelige kommentarer«.

»Det er rendyrket antisemitisme. Og der er fuld plade på alle konspirationsteorier og uhyrligheder,« fortæller Morten Dahlin til B.T.

Han har valgt at dele nogle af kommentarerne på Facebook. En af dem lyder: »En vis herre, hans navn starter med H, skulle have gjort arbejdet færdigt i sin tid«. En anden lyder »Go Adolf! One more time. We miss you!«

»Prøv at tænke, at man kan sidde i 2026 og skrive sådan noget på sociale medier. Man må være et fuldstændig afsporet menneske. Men det er desværre ikke unikt. Det er jo noget, der florerer derude,« siger Morten Dahlin.

Blandt de mange andre kommentarer, som har rystet ham, er også kommentarer, hvor han bliver kaldt »Israel-slave« eller forskellige antisemitiske udtryk samt kommentarer, hvor folk udbreder konspirationsteorier om, at han og andre, der kæmper imod antisemitismen, er købt og betalt af jødiske eller israelske kræfter.

Her ses et udvalg af de kommentarer, som Morten Dahlin har modtaget.
Her ses et udvalg af de kommentarer, som Morten Dahlin har modtaget. Screenshot fra Facebook

»De her kommentarer bygger jo på konspirationsteorien om, at der sidder en eller anden rig, jødisk elite og styrer hele det politiske system.«

Kirkeministeren bliver ramt af en »blanding af tristhed og vrede«, når han læser kommentarerne.

»Jeg holdt en tale for at mindes ofrene for holocaust, en begivenhed, som jo er definitionen på menneskelig ondskab. 6 millioner jøder blev dræbt. Det burde være noget, som vi alle sammen kan tage afstand fra og være enige om ikke skal gentage sig. Alligevel er der nogen, som på sådan en mindedag finder anledning til at skrive, at Hitler skulle have slået flere ihjel.«

Selvom Morten Dahlin er tilfreds med de aftaler til bekæmpelse af den stigende antisemitisme, som han og regeringen har indgået, er han klar på at »bringe hele demokratiets arsenal i spil« for at komme problemerne, som kommentarerne på hans opslag afspejler, til livs.

»Det her er en meget vigtig prioritet for mig. Det er det for regeringen. Vores jødiske medborgere er en fast og værdsat del af Danmark. Vi bliver nødt til at slå fast, at man skal kunne leve et liv som jøde i Danmark i både frihed og tryghed.«