Kim Larsen ønskede ifølge sin familie ikke at få opkaldt en plads efter sig. Københavns Kommune dropper plan.

Et forslag om at opkalde en plads på Christianshavn i København efter musikeren Kim Larsen er droppet, allerede inden det er blevet behandlet.

Det fortæller Jakob Næsager, gruppeformand for De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV2 Lorry.

- Familien har oplyst i en mail til Teknik- og Miljøudvalget, at de ikke bakker om at opkalde den nævnte plads efter Kim Larsen, siger Jakob Næsager til TV2 Lorry.

Årsagen skulle være, at den afdøde musiker ikke ønskede at få opkaldt en plads efter sig. Han døde 30. september sidste år, 72 år.

Det fremgår ikke i mailen, om familien er interesseret i, at man for eksempel opkalder Lille Langebro efter Kim Larsen, som det tidligere har været på tale.

TV2 Lorry har også været i kontakt med Lars Weiss (S), der sidder i Vejnavnenævnet og Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Han bekræfter, at Kim Larsen mangeårige manager, Jørn Jeppesen, har sendt en mail til Teknik- og Miljøudvalget med familiens ønsker.

- Vi beder på det bestemteste, at planerne skrinlægges, og vi beder jer bekræfte dette, fortæller Lars Weiss om ordlyden i mailen.

Lørdag lød det ellers, at Kim Larsen inden for en overskuelig fremtid kunne få en mindeplads på Christianshavn i København.

Forslaget var en 750 kvadratmeter stor plads med græs, træer og buske tæt på vandet ved gaderne Overgaden Oven Vandet og Ved Kanalen.

Den grønne plads har i dag ikke et navn. Forslaget om at navngive pladsen efter Kim Larsen skulle behandles på et møde i Vejnavnenævnet 23. september.

Det fortalte Niels E. Bjerrum (S), der også sidder i Vejnavnenævnet, til Ritzau fredag.

Da forslaget allerede har vist sig ikke at have familiens opbakning, vil planerne blive drøftet i Vejnavnenævnet mandag, og konklusionen bliver, som familien ønsker.

- Nævnets sekretariat sender en venlig mail til familien, at vi respekterer deres ønsker, og at planerne om at navngive en plads efter Kim Larsen hermed bliver skrinlagt, siger Lars Weiss til TV2 Lorry.

Efter meldingen fra Kim Larsens familie er planerne om at minde Kim Larsen i gadebilledet helt droppet.

- Som jeg læser den her mail nu, så betyder det, at familien ikke ønsker at få opkaldt noget som helst efter Kim Larsen, siger Lars Weiss til TV2 Lorry.

/ritzau/