Vejen til en million kroner blev til lidt af en gyser for en mand fra Sorø.

For han havde netop været oppe i den lokale kiosk for at få indløst sin kupon, da sagen tog en drejning.

»Så beholder han af en eller grund gevinstkuponen og smider den ud,« fortæller vinderen, som har valgt at være anonym, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Da han når hjem, og går på nettet for at indløse kuponen, går det op for ham, at han efterlod noget meget værdifuldt i butikken. Nemlig selve gevinstkuponen.

»Det var lidt traumatiserende, for jeg havde ikke lagt mærke til, at der stod, at jeg skulle have gevinstkuponen med hjem for at kunne indløse den på nettet.«

Han skyndte sig derfor tilbage til butikken. Dog for at finde ud af, at skraldespanden med hans million i var blevet tømt og smidt ud.

»Så ligger vi der, mig og to ungarbejdere, og graver i skraldet for at finde min gevinstkupon.«

Efter flere intense minutters gravning efter guldet, finder de kuponen, som skilte sig særligt ud, da det ifølge den nybagte millionær var den eneste kupon, hvor der stod ordet 'anvis' på.

Det hele endte lykkeligt, og manden kan forsikre om, at chokket nu har lagt sig. Pengene skal blandt andet bruges på en ferie sammen med hele familien.