Når der i 2030 suser 18.000 biler i døgnet på Giber Ringvej, bliver det med en meget lettere adgang til motorvejen.
Det står klart, efter Folketinget har afsat 127 millioner kroner til et signalanlæg ved motorvejstilslutningen ved Torshøjvej samt til et signalanlæg ved motorvejstilslutningen ved Hørning.
Ud over signalanlæggene vil der blandt andet også blive anlagt flere vejbaner, etableret en shunt, og der skal måske etableres en ny bro til den østgående trafik.
»Jeg er meget glad for, at forligspartierne i Folketinget har udvist rettidig omhu ved at afsætte midler til bedre tilslutning til motorvejen ved Giber Ringvej,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), i pressemeddelelsen og tilføjer:
»Vi har arbejdet længe og hårdt for, at Transportministeriet og partierne forstod vigtigheden af at få løsnet op for den massive myldretidstrafik, som trafikanterne på Torshøjvej oplever nu. Med denne tidlige julegave får aarhusianerne den nødvendige kapacitet og den bedste service ved motorvejstilslutningen til Giber Ringvej.«
Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over, at politikerne på Christiansborg har prioriteret projektet.
»Giber Ringvej får uden tvivl en stor betydning for fremkommeligheden, væksten og sammenhængen i den sydlige del af Aarhus. Derfor er det også vigtigt, at motorvejstilslutningerne er gearet til den øgede trafik med den bedst mulige løsning, så familier kan spare tid på transport,« siger han.
Nogle af de mange millioner skal bruges til et signalreguleret og fælles krydsområde, der regulerer fire ramper samt Svalevvej.
Kommunen vil i samme omgang udvide Torshøjvej til fire spor og sikre, at den nyanlagte rekreative stiforbindelse langs Torshøjvej forlænges forbi motorvejen.
Den nuværende motorvejsbro bruges til vestgående trafik, og der vil blive lavet en ny bro eller en broudvidelse til den østgående trafik.
Derudover bliver der lavet et signalanlæg ved tilslutningen til Østjyske Motorvej ved Hørning samt en ombygning af frakørselsrampen fra E45.
Begge projekter startes op i 2023. Selve anlægstidspunktet er endnu ikke offentliggjort af Vejdirektoratet.



